Kampfakta: Et smart alternativ til trænerens notesbog

Med Kampfakta kan trænere eller andre personer let registrere kamphændelser, såsom mål, udskiftninger og gule/røde kort, når kampen er slut. Det samles automatisk i statistikker over holdets og spillernes præstationer i løbet af sæsonen, og det hele kan foregå direkte via DBU's Fodboldapp.

Som træner plejer du måske at notere oplysninger som målscorere, udskiftninger og gule/røde kort i din notesbog. Og der står de jo fint. Der er bare ikke rigtige andre end dig selv, der kan se det, og sidst på sæsonen skal du måske tælle det hele sammen, så du kan få en samlet statistik over holdets spillere.

 
Her et fiktivt eksempel på, 
hvordan Kampfakta ser ud.
Men det kan du faktisk gøre smartere ved hjælp af funktionen Kampfakta.

Som træner kan du - eller en assistent, forælder eller en hel tredje - indtaste kampfakta via DBU's Fodboldapp (eller Mit DBU - login på DBU's eller lokalunionens hjemmeside). Du søger blot kampen frem, klikker på Indberet Resultat og vælger Indberet Kampfakta. Du kan nu, via det lille plus i hjørnet, oprette hændelser som scoringer, røde/gule kort, udskiftninger osv. Data lagres på kampen, hvor alle kan se det, og det hele samles automatisk op i en statistik for holdet, som kan ses via KampKlar på Mit DBU og printes ud og vises for andre (se nederst). Der arbejdes på, at holdets statistik også vises, når man klikker sig ind på holdet via DBU's Fodboldapp.

Kampdata indtastet via Livescore
opsamles også i statistikken.

Det med småt...
For at kunne lave kampfakta og livescore skal klubben give dig rettigheder til det. Det gør de via KlubOffice i menuen Indberet Nye Oplysninger > Klubhverv. Her kobler de dig på klubhvervet Livescore/Kampfakta-indberetter. Når det er sket logger du blot på DBU's Fodboldapp. 

Har du glemt dine brugeroplysninger kan du i forbindelse med login klikke på "Glemt adgangskode" og få dem sendt til din mail.

God fornøjelse!

Sådan tager den automatisk opsamlede statistik sig ud i KampKlar.
Bemærk at den kan eksporteres til Excel og PDF. Spillerne kan selv lægge
deres billede på ved at uploade det på deres bruger via DBU's Fodboldapp
- alternativt kan træneren gøre det via KampKlar. 

Log ind