MENU

Harald Nielsen – superstar og gentleman

MINDEORD: Frits Ahlstrøm er tidligere informationschef i DBU og har i mange år kendt Harald Nielsen, der tirsdag gik bort. Herunder sætter han sine egne personlige ord på mennesket og fodboldspilleren med det populære tilnavn ’Guld-Harald’.

MINDEORD



Harald Nielsen, en af de bedste spillere og største personligheder i dansk fodbolds historie, er død efter længere tids sygdom.

Fortællingen om Harald, født den 26. oktober 1941 i Frederikshavn, er et eventyr.

Som barn hjemme på Buhlsvej 19 foretrak ’Bette Halle’ at lege røvere og soldater fremfor at spille fodbold. Robin Hood var hans idol. Så skuffelsen var stor, da hans forældre, Kristian og Alice, på hans 6 års fødselsdag forærede ham et par fodboldstøvler i stedet for en flitsbue.

Støvlerne holdt i fire år; ikke fordi de var blevet slidt op, men fordi de var blevet for små. Harald brugte dem kun, når far ’Kesse’ inviterede ham til skudtræning og lovede ham en 25-øre for hver gang, han ramte den cirkel, han havde tegnet på garageporten.

Snart havde Harald forbedret sin sparketeknik så meget, at faderen holdt op med at præmiere fuldtræfferne. Han kunne dog ikke overbevise sønnen om, at æren var vigtigere end pengene.

Fiskehandler Kristian Nielsen vurderede, at der var brug for nye udfordringer. Så han tog den nu 10-årige Harald med på stadion og meldte ham ind i Frederikshavns forenede Idrætsklubber, hvor han selv havde spillet og haft mange oplevelser.  

Da Harald indså, at han absolut skulle spille fodbold, satte han sig ét mål: at komme på det danske landshold som centerforward.

  

Talentet var indlysende, og han var indstillet på at udvikle det optimalt. Som drengespiller, junior og yngling lavede han hver sæson 4-5 mål i gennemsnit per kamp. Han blev udtaget til det jyske hold, som han scorede for på hovedstød i 2-0 sejren over Fyn i finalen i DBU’s landsjuniorstævne på Bornholm i 1957.

Politikens udsendte medarbejder Wilbour Nielsen konkluderede, at Harald ville debutere på A-landsholdet indenfor fem år. Det varede kun et par år.

Harald var stadig ynglingespiller i 1959, da han med 19 mål i 20 kampe hjalp Frederikshavn til oprykning til 1. division.

Tilskuerne strømmede til klubbens kampe på hjemmebane. Politikens daværende legendariske sportsredaktør Magnus ”Simon” Simonsen tog turen til Frederikhavn så ofte som muligt for at se og skrive om den spiller, der blev hans og hele Danmarks kæledægge. I pausen gik en person rundt på cindersbanen med et skilt med dagbladets logo på og teksten: ”Simon er her”. Dagen efter solgte Politiken 7.000 eksemplarer ekstra i Vendsyssel.

Simon var en blændende skribent og højt respekteret i fodboldkredse; også i DBU. Sammen med blandt andre Knud Lundberg satte han den fodboldfaglige dagsorden. Snart tog han lyntoget til Frederikshavn allerede om lørdagen, så han kunne spise frokost hjemme hos Kristian og Alice Nielsen inden de skulle på stadion.  

Det var dog ikke Simon og pressen, der skrev Harald Nielsen på landsholdet, men Harald selv, der spillede sig på – som den stadig yngste debutant på det danske landshold nogensinde. Han var 17 år og 322 dage, da han debuterede i 4-2 sejren over Norge på Ullevål Stadion i Oslo den 13. september 1959. Som direkte modstander havde han Thorbjørn Svenssen med tilnavnet ”Hvalfangeren fra Sandefjord”, en fair, men hård og kompromisløs spiller, der opnåede 104 landskampe. Uanset hvor på banen, han satte en tackling ind, voksede der ikke længere græs.

Men Harald optrådte frygtløst og fuld af selvtillid – og scorede til 1-0. ”En stjerne er født” var den 7-spaltede overskrift på Simon’s reportage i Politiken.

I sin debut i 1. division – det, der svarer til den nuværende Superligaen – debuterede Harald og Frederikshavn med en 3-1 sejr over Frem i Idrætsparken med Harald som tredobbelt målskytte. Ligesom i det foregående år i 2. division sluttede han som topscorer med 19 mål.

Indimellem havde han fået sit internationale gennembrud.

Det er interessant hvordan tilfældigheder bidrager til skæbnen. Oprindeligt var det ikke meningen, John Hansen skulle have været med til De olympiske Lege i London i 1948. DBU foretrak Helge Bronée fra ØB, der var et langt større talent, men knap så flittig og ofte udeblev fra træningen. Derfor fik ’Lange John’ fra Boldklubben Frem på Vesterbro chancen i 11. time, selv om han ikke havde været med i bruttotruppen og deltaget i fællestræningen.

Harald Nielsen var heller ikke førstevalg som centerforward på landsholdet året før legene i Rom i 1960. Men så blev Ole Madsen væk fra en udtagelseskamp, fordi han skulle giftes, og dernæst gav han udtryk for, at det var vigtigere for ham at passe sin vognmandsforretning end at deltage i de olympiske forberedelser.  

John Hansen og Harald Nielsen fik også det til fælles, at de i en olympisk slutrunde spillede sig til en professionel kontrakt og forgyldt tilværelse i Italien, og at de lavede flere end ét mål i gennemsnit på landsholdet. John Hansen scorede 10 gange i 8 landskampe og Harald Nielsen 15 gange i 14 landskampe.

Fodboldsammenslutningen Stævnet havde inviteret de brasilianske verdensmestre fra 1958 til København, og DBU indvilgede i at lade landsholdet spille mod dem den 10. maj 1960 klokken 20:00 som et led i forberedelserne til De olympiske Lege. Alt var kaos omkring Idrætsparken, og to af de danske spillere, Henry From og Hans Christian Nielsen fra AGF, nåede først frem 25 minutter før kampstart.

Tilskuertallet blev opgivet til 52.000. Folk besvimede i trængslen, og mange fik ødelagt deres tøj.

Brasilien med Gilmar, Djalma Santos, Bellini, Victor, Nilton Santos, Zito, Chinezinho, Garrincha, Pelé, Quarentinha og Pepe vandt 4-3. Men det var Harald Nielsen, der igen figurerede i de store overskrifter. Han lavede to fremragende mål mod verdens bedste hold og nåede at drikke en sodavand til banketten inden han skulle med natbåden til Aalborg for at møde som maskinlærling hos Alpha Diesel i Frederikshavn næste morgen.

Harald lod ikke berømmelsen stige til hovedet, for – som han sagde – ”så breder den sig bare til benene.”

Det var da heller ikke udtryk for overmod, at han på et spørgsmål fra en journalist – om Danmark overhovedet havde nogen chance i den olympiske turnering – svarede: ”Selvfølgelig har vi det. Vi vinder guld.”

På mindre end ét år blev ’Bette Halle’ fra Frederikshavn til ’Guld-Harald’. Og det blev hængende, selv om landsholdet kun fik sølv i Rom.

Med sine seks mål i de fem kampe i den olympiske slutrunde blev Harald Nielsen attraktiv for flere europæiske storklubber, deriblandt Real Madrid. Men han ville ligesom sit idol Carl Aage Præst i Juventus helst til Italien og være en del af ”det akrobatiske spil”, han karakteriserede italiensk fodbold som. Sådan blev det, eftersom han skrev kontrakt med Bologna FC for en overgangssum på 200.000 kroner; svarende til omkring 2½ million kroner i dag.

I 1959 var Harald Nielsen blevet kåret som ”Årets Fund”, uddelt af Politiken siden 1929 og den ældste idrætspris i Danmark. Og i 1960 valgte magasinet ”Fodbold-Jul” ham som den første som ”Årets Spiller”.

Harald Nielsen blev det første teenager-idol i Danmark. På sin 18 års fødselsdag modtog han 22.000 breve og 2.200 pakker. Han fik dog ikke lov til at læse dem alle, eftersom hans mor sorterede dem fra, der indeholdt ægteskabstilbud. For hende var han stadig den ’Bette Halle’, der var feteret og tilbedt som George Best, David Beckham, Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Zlatan Ibrahimović senere skulle blive det.

I 1961 spillede han med i ”Far til Fire med fuld musik”, hvor han forelskede sig i Mie. Kærligheden rakte længere end til filmlærredet. Harald var dansk idræts darling ganske som Rudi Hansen var det i filmbranchen. De var gift i 52 år og forelsket hver dag.   

Harald Nielsen begyndte sin karriere i Italien i sommeren 1961. Den italienske Serie A blev dengang regnet for den bedste liga i verden. Selv 25 år senere, da Preben Elkjær kom til AC Hellas Verona, var der ingen større udfordring for en angriber i fodbold end et italiensk forsvar.

Oplevelsen var lidt af et chok for Harald, og i en periode var der undtagelsesvis sjældent det naturlige smil fra øre til øre på det kønne ansigt med pandekrøllen. Cheftræneren Fulvio Bernardini foretrak ofte den erfarne brasilianer Luís Vinício i startopstillingen. Mens pressen – især den danske – lancerede forholdet mellem de to angribere som en krig, arbejdede Harald Nielsen målbevidst på at forbedre sin teknik og især sine første-berøringer.

Harald beherskede hovedspillet, han sparkede lige godt med begge ben, han var eksplosiv hurtig, og han kunne score fra alle vinkler. Forudsat han fik plads, og den fik han ikke megen af. Så det gjaldt om at kunne kontrollere bolden uanset hvor presset han var. I stedet for at klynke trænede han for sig selv hver dag med at sparke bolden op ad en mur og så tæmme den.

En af dem, der opmuntrede ham – og udover såvel træneren Fulvio Bernardini som klubbens ejer Renato Dall-Ara – troede på ham, var Luís Vinício. ”Lad bare folk tale om jalousi imellem os” sagde han til Harald. ”I næste sæson er det dig, der spiller hver gang. Jeg kan ikke længere løbe fra hverken min alder eller mine modstandere. Du bliver bedre end jeg nogensinde har været.”

I sin første sæson var Harald Nielsen kun med i 16 af de 34 kampe i Serie A. Det blev til 8 mål.

Men i sæsonen 1962-63 slog Harald til. Den ekstra træning, han havde budt sig selv, og som mere end 30 år senere også kendetegnede David Beckham og Cristiano Ronaldo i deres stræbsomme kamp for at nå deres mål, blev belønnet. Harald scorede 19 gange i sine 29 turneringskampe og blev topscorer i Serie A.

Den følgende sæson blev han også capocannoniere; denne gang med 21 mål. Det hjalp Bologna FC til at vinde mesterskabet for 7. gang og for første gang i 23 år.

  

Bologna FC og FC Internazionale sluttede med 54 point hver efter 34 runder. Det betød, at der skulle spilles en ekstra kamp om mesterskabet – for første og stadig eneste gang. Målforskellen (der var plus 3 i Bolognas favør) var underordnet.

Mesterskabskampen skulle afvikles på Stadio Olimpico i Rom den 7. september 1964. Bologna vandt 2-0. Harald Nielsen lavede det andet mål otte minutter før tid.

Klubbens ejer siden 1934, Renato Dall’Ara, oplevede ikke denne triumf. Fire dagen forinden fik han et hjerteanfald under et møde i Milano og døde, 71 år.

Harald Nielsen blev kåret som Årets Idrætsudøver i Italien foran Nino Benvenuti, den legendariske verdensmester i boksning. Imens diskuterede italienerne om il freddo danese, den koldblodige dansker med det medfødte instinkt for at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, eller brasilianske Pelé var verdens farligste angriber.

Da Harald blev konfronteret med det, svarede han: ”For mig er det Omar Sivori – nu og for altid.”

Omar Sivori var argentiner og havde sin storhedstid i Juventus fra 1957 til 1965. ”Englen med det beskidte ansigt” blev den boldbegavede argentiner kaldt, fordi han ofte reagerede med hævnakter bag dommerens ryg, når han var blevet sparket ned af kyniske modstandere, og dernæst lignede en stor uskyldighed. Sivori er formentlig den spiller i fodboldens historie, der flest gange har præsteret at spille bolden mellem benene på en modstander. I sine 215 kampe for Juve i Serie A lavede han 135 mål.

Efter 104 mål i 182 kampe for Bologna FC blev Harald Nielsen i 1967 solgt til FC Internazionale for en halv milliard lire (omkring 6,3 millioner kroner); det største transferbeløb nogensinde. Det svarer i nutidskroner til 56 millioner.

Harald havde spillet mod Pelé i Idrætsparken i 1960. Nu mødtes de igen – den 26. august 1967 på Yankee Stadium i New York – i en sommerturnering, der blev betegnet som et mini-VM. Inter med Harald Nielsen vandt 1-0 på et mål af Sandro Mazzola over Santos FC med Pelé. Kampen var historisk, eftersom den var den første, som blev vist i TV via satellit: endda til flere end 120 lande.

Verdens dyreste spiller blev fotograferet sammen med verdens bedste spiller; et billede, Harald siden fik Pelé til at signere, og som Harald gav mig en kopi af.

Harald Nielsen faldt aldrig til i Milano-klubben, og efter en enkelt sæson skiftede han til SSC Napoli, hvor det også kun blev til én sæson. Derfra gik turen til UC Sampdoria i Genoa, hvor han kæmpede med en diskusprolaps, der betød afslutningen på en eventyrlig og smuk karriere.

Harald og Rudi rejste tilbage til Milano, hvor fodbolden blev udskiftet med nylonbuksestrømper og lædervarer. Det blev grundlaget for det firma med import af italienske sko, tasker og andre varer, de dannede, da de i 1972 sammen med børnene Henrik og Heidi vendte hjem til Danmark, hvor Harald med succes drev mange andre forretninger og desuden var formand for flere bestyrelser, deriblandt Cancer Liv Fonden og i 19 år Gunnar Nu Fonden.

Harald glemte aldrig sine nordjyske rødder. Efter hjemkomsten købte han og Rudi en landbrugsejendom i Nielstrup nord for Frederikshavn, hvor de sammen med familien almindeligvis tilbragte en stor del af sommeren. På den anden side af vejen anlagde Harald en fodboldbane i fuld størrelse – naturligvis.

Hele sit liv bevarede Harald passionen for fodbold. I 1977 udarbejdede han og venstre-politikeren Helge Sander et forslag til en professionel privatliga i Danmark. Det medførte, at DBU året efter indførte betalt fodbold.

Harald Nielsen har aldrig lagt skjul på, at det nagede ham, DBU udelukkede ham fra landsholdet, at professionel fodbold var uforenelig med unionens amatøridealer. Enhver må kunne forestille sig hvor smerteligt, det har været for ham ikke at kunne spille for sit land. Nu blev det til en kamp eller to om året i Danmark, når han gæsteoptrådte med Bologna FC i en udsolgt Idrætsparken.

I 1991, da KB og B 1903 etablerede en professionel overbygning, FC København, og havde brug for en frontfigur uden tilhørsforhold til nogen af klubberne, faldt valget på Harald Nielsen. Han vidste meget om fodbold, og han var respekteret af alt og alle. Han var formand for FCK i de første fem år og blev siden udnævnt til æresmedlem.

Harald Nielsen modtog i 1992 den italienske fortjenstorden for sit arbejde for relationerne mellem Danmark og Italien. I 1997 blev han præsident for Rebild National Park Society og ti år senere af Mærsk McKinney-Møller udnævnt til ærespræsident for Rebildselskabet.

Hans indsats for dansk fodbold og Danmark var stor, men bemærkelsesværdigt og uforklarligt ikke stor nok til, at han blev tildelt Ridderkorset. DBU optog ham i Fodboldens Hall of Fame i 2010.

Frits Ahlstrøm

Log ind