DBU: Albanske fans må kun være på udeholdets afsnit

Tusindvis af albanere ønsker at se landskampen mod Danmark den 4. september og har ifølge flere forlydender også købt billetter til de afsnit, der er forbeholdt danske fans. DBU tilbyder at købe billetterne tilbage og varsler, at albanske fans vil blive afvist, hvis de kommer med de forkerte billetter.

bendtner_naerkamp

 Nicklas Bendtner i nærkamp i den første EM-kvalifikationskamp mod Albanien Foto: www.fodboldbilleder.dk




Interessen for landskampen mellem Danmark og Albanien den 4. september er stor blandt både danske og albanske fans.

DBU måtte allerede den 15. juli melde udsolgt til kampen og har siden fået mange hundrede henvendelser fra ærgerlige fans, der gerne ville med i Parken. Nu skriver både danske og albanske medier, at flere tusinde albanere kan have købt billet til de afsnit, der ellers er forbeholdt danske fans. Det er i strid med reglerne om at adskille de to holds fans af sikkerhedsmæssige hensyn, fortæller Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU, og advarer de albanske fans mod at omgå reglerne på området.

”Vi har tildelt et særligt afsnit til de albanske fans med flere pladser, end vi har været forpligtet til. Det er godt for kampens stemning, når begge holds fans er med. Til gengæld må vi så advare albanske fans om, at vi vil afvise dem, hvis de møder op med billet til de afsnit, der er forbeholdt danske fans,” siger han.

Ifølge UEFA’s regler har de albanske fans ret til 5% af det samlede antal billetter – svarende til 1850 billetter. DBU har dog valgt at afsætte 2150 billetter til de albanske fans. DBU tilbyder nu, at albanske fans, med billetter til afsnit forbeholdt danske fans, kan få pengene tilbage, hvis de returnerer deres billetter nu – mens de ikke får penge tilbage, hvis de bliver afvist ved indgangen til Parken:

”Vi kan stå i den ærgerlige og beklagelige situation, hvor vi må afvise mange hundrede albanske fans ved indgangen, mens mange hundrede danskere i dag er på venteliste til at købe billetter. Derfor opfordrer vi de albanske fans il at returnere billetter til de afsnit, der er forbehold danske fans,” siger Jakob Høyer.

Ved Parkens indgange vil DBU’s sikkerhedsvagter sikre, at der ikke kommer albanske fans ind på de afsnit, som er forbeholdt danske fans. Det sker er af sikkerhedsmæssige hensyn og for at undgå uroligheder til kampen, forklarer Jakob Høyer fra DBU:

”Vi er bevidste om, at vi kan komme til at afvise herboende albanere, der bare vil have en god oplevelse til en landskamp mod Danmark – og det er beklageligt, men vi er nødt til at prioritere sikkerheden højest i en kamp som denne,” siger han.

Log ind