U18 i ærgerligt nederlag

En stærk 2. halvleg var ikke nok, da U18-landsholdet tirsdag tabte den første af to venskabskampe mod Rumænien. En svær bane og megen vind prægede en kamp, som havde få chancer! Et skævt indlæg - som blev fanget af vinden - blev den afgørende sekvens




Påsken er overstået, og U18-landsholdet er draget til Rumænien for at forberede årgang 1997 frem mod efterårets kvalkampe, hvor årgangen som U19-landshold skal forsøge at spille sig videre fra den indledende kvalrunde. Efter en tur til Qatar i januar og senest en samling i Tilst, så står den nu på et dobbeltarrangement i Rumænien - og derefter et lignende i maj i Hviderusland. 

Dagens kamp mod Rumænien blev spillet i Timisoara, som ligger i det vestlige Rumænien. De danske drenge kom fint i gang med kampen, men rumænerne bød også fint ind, og derfor var det en meget lige indledning på kampen. Første reelle trussel kom fra danskerne efter 18 minutter – og denne chance udnyttede Daniel Stückler til at bringe danskerne foran 1-0. Fra tæt hold sparkede han sikkert en returbold i kassen.

Kort efter var den dog gal i danskernes ende! Frederik Bay begik lidt kluntet straffespark, og muligheden udnyttede Rumænien sikkert til at udligne til 1-1. Ærgerligt for danskerne – men nu var der igen status quo! 

Perioden med de to scoringer var generelt højdepunktet i en meget lige 1. halvleg, hvor begge hold ikke gav mange chancer væk. Samtidig gav den knoldede bane begge hold udfordringer især på den sidste tredjedel, og dermed blev det ved 1-1 ved pausen.

Fra 2. halvlegs start var danskerne dog klart mest toneangivende! Trods forholdene blev bolden spillet fint rundt, og flere gange kom det til gennembrud på siden af banen. De helt store chancer udeblev dog, og så slog rumænerne pludselig til! Et skævt indlæg fra højre side blev fanget af vinden, og så sejlede bolden ind i det fjerneste hjørne - og så stod den pludselig 2-1 til Rumænien!

I resten af kampen fortsatte danskerne med at være dygtige på bolden, men uden at kunne skabe de helt store chancer. Med ca. 15 minutter igen følte Justin Shaibu sig snydt for et straffe, da han blev skubbet omkuld i feltet! Lidt uforståeligt så rykkede dommeren bolden udenfor feltet og dermed ”kun” dansk frispark. Det blev ikke til nogen dansk udligning, og derfor vandt Rumænien 2-1.

U18-landstræner Henrik Clausen gav denne kommentar efter kampen.

”Vi taber 2-1 til Rumænien efter en lige kamp, hvor vi godt kunne have fået point, hvis man ser på chancer og spilovertag. Vi skaber ikke de helt åbne muligheder, men Rumænien skaber ikke mere og scorer efter et straffe og et ”lucky punch” ude fra sidelinjen”.

”Vi må dog lære af det og være endnu bedre til at forhindre disse chancer. Det positive er, at vi sætter os på spillet i det meste af 2.halvleg, på trods af de ikke helt lette baneforhold. Det skal vi tage med til på torsdag - og så går vi målrettet efter at revanchere os”

Du kan se målene fra kampen på DBU’s Facebookside for ungdomslandsholdene.

Kampen gav landsholdsdebut til tre spillere. Jonas Hansen (OB), Viktor Tranberg (FC Nordsjælland) og Andreas Heimer (B.93). 

Den anden kamp i denne uges dobbeltarrangement spilles på torsdag. Det er igen kl. 17:00 (lokal tid) og samme sted - på Dan Paltinisanu Stadium i Timisoara.

Kamprapport
Hold U18-landsholdet
Kamp Rumænien - Danmark
Tid 7. april 2015 kl. 17:00
Sted Dan Paltinisanu Stadium, Timisoara
Status Venskabskamp
Resultat 2-1 (1-1)
Tilskuere 433
Dommer Flavius Rosu
Linjedommere Bogdan Gheorghioiu og Raul Chiciulescu
4. dommer Dorian Barzuca
Startopstillingen
Nr. Spiller Klub
1 Thomas Gall (målmand) FC Nordsjælland
2 Alexander Munksgaard FC Midtjylland
3 Nicklas Halse (anfører) Brøndby IF
5 Frederik Bay FC København
6 Victor Guldbrandsen Ipswich Town
8 Mathias Kristensen Esbjerg fB
9 Justin Shaibu HB Køge
10 Daniel Stückler Brøndby IF
11 Mads D. Thychosen FC Midtjylland
15 Casper Bruun Vejle BK
18 Kristian Weber OB
Kampforløb
Min Status Spiller
18 0-1 Daniel Stückler
21 Gult kort Frederik Bay
21 1-1 Alexandru Cicâldâu
51 2-1 Theodor Botâ
67 Gult kort Alin Dudea
Ind- og udskiftninger
Min Ind Ud
44 4. Benjamin Lund, FC Nordsjælland Frederik Bay
46 17. Rasmus Kristensen, FC Midtjylland Alexander Munksgaard
46 7. Emre Mor, FC Nordsjælland Mads D. Thychosen
60 13. Andreas Heimer, B.93 Mathias Kristensen
75 14. Jonas Hansen, OB Justin Shaibu
75 12. Viktor Tranberg, FC Nordsjælland Nicklas Halse
Ikke benyttet
16 Viktor Anker (målmand) Brøndby IF

Log ind