U21: En svær udfordring venter
U21-landstræner Jess Thorup har udtaget de 18 spillere, som skal sikre dansk EM-slutrundedeltagelse gennem de to forestående playoff-kampe mod Island.
Frederik Sørensen, Jannik Vestergaard og Andreas Cornelius er alle med i U21-truppen mod island. Foto: fodboldbilleder
Det danske U21-landshold møder Island i de to afgørende playoff-kampe den 10. og 14. oktober. Landstræner Jess Thorup har udtaget truppen, som blandt andet giver plads til Andrew Hjulsager, der er kommet stærkt igen ovenpå sin skade, og derfor kan få officiel U21-landsholdsdebut. Også Jonas Knudsen er igen med på U21-landsholdet, efter han har været en tur omkring A-landsholdet i de to foregående landskampsperioder.
U21-landsholdet møder Island, som i de seneste år har opnået imponerende resultater i europæisk fodbold. Senest vandt deres A-landshold 3-0 over Tyrkiet i EM-kvalen, mens deres U21-landshold i 2010 vandt over Tyskland i de afgørende playoff-kampe om at komme til EM-slutrunden i Danmark i 2011.
Islændingene har flere gange stået i vejen for dansk fodboldsucces. Under U21-slutrunden i Danmark i 2011 vandt Island 3-1 på Aalborg Stadion og forhindrede dermed dansk avancement i turneringen. Året efter snuppede de islandske U17-drenge pladsen til EM-slutrunden for næsen af Andrew Hjulsager og resten af de danske drenge fra årgang 1995. Derfor er der også stor respekt for modstanderen hos den danske landstræner:
”Mange vil sige, at det er en god og nem lodtrækning for os, men det er folk, som ikke har kendskab til islandsk fodbold. De gør det godt på U- og A-niveau. Senest vandt deres A-landshold 3-0 over Tyrkiet i EM-kvalen. Deres U21-landshold har også kun tabt to kampe i kvalifikationen, hvor de var i gruppe med Frankrig og altså endte som to’er” siger Jess Thorup og fortsætter:
”Senest spillede de 1-1 på udebane mod et stjernespækket fransk hold og tabte også kun 4-3 på Island i en lige kamp. De har nogle dygtige spillere, hvoraf mange af dem spiller i udlandet; Holland, Italien og Danmark, så det bliver en sindssyg svær opgave for os. Når det er sagt, så har vi også fået bygget en god selvtillid op gennem 10 kampe uden nederlag i kvalifikationen, så vi er klar til udfordringen”.
Jess Thorup har til de vigtige playoff-kampe måtte se bort fra både Yussuf Poulsen og Uffe Bech, som begge er udtaget til A-landsholdet.
Den første playoff-kamp spilles i Aalborg den 10. oktober, hvor der som altid vil være gratis adgang på stadion. Derfor håber U21-landtræneren også at den såkaldte ’12-mand’, vil hjælpe holdet på vej mod EM:
”Vi har to svære kampe foran os. Vi har altid rigtig god opbakning på Aalborg stadion, men denne gang er det ekstra vigtigt, så vi kan komme godt fra start og forhåbentlig kvalificere os til slutrunden. Derfor håber vi også på, at der kommer rigtig mange mennesker på stadion og sikrer maksimal opbakning”, siger Jess Thorup.
Hvis det danske U21-landhold skulle kvalificere sig til EM-slutrunden i Tjekkiet i 2015, er det, hvis man ser bort fra U21-EM i 2011, hvor Danmark som værtsland automatisk var kvalificeret, blot anden gang i historien, at et dansk U21-landshold kvalificerer sig til en EM-slutrunde. Første gang var i 2006 – dengang var det med spillere som Agger, Kahlenberg og Bendtner på holdet.
Kampene mod Island spilles fredag den 10. oktober kl. 18.00 på Aalborg Stadion, mens den anden kamp spilles på Island tirsdag den 14. oktober kl. 18.15 dansk tid. Til kampen i Aalborg vil der være gratis adgang. Kampene kan også ses på DR3.
Spiller | Klub | Født | Pos | U21 |
David Jensen | FC Nordsjælland | 25-03-1992 | Må | 2 /0 |
Jakob Busk Jensen | AC Horsens | 12-09-1993 | Må | 8 /0 |
Alexander Scholz | KSC Lokeren | 24-10-1992 | Fo | 3 /0 |
Andreas Christensen | Chelsea FC | 10-04-1996 | Fo | 11 / 1 |
Frederik Sørensen | Hellas-Verona FC | 14-04-1992 | Fo | 11 /0 |
Jannik Vestergaard | TSG 1899 Hoffenheim | 03-08-1992 | Fo | 20 / 3 |
Jens Jønsson | AGF | 10-01-1993 | Fo | 9 / 1 |
Jonas Knudsen | Esbjerg fB | 16-09-1992 | Fo | 9 /0 |
Jores Okore | Aston Villa FC | 11-08-1992 | Fo | 4 /0 |
Riza Durmisi | Brøndby IF | 08-01-1994 | Fo | 6 / 1 |
Andrew Hjulsager | Brøndby IF | 15-01-1995 | Mi | 0/0 |
Jeppe Andersen | Esbjerg fB | 06-12-1992 | Mi | 4 /0 |
Lasse Vigen Christensen | Fulham FC | 15-08-1994 | Mi | 10 / 5 |
Lucas Andersen | AFC Ajax | 13-09-1994 | Mi | 7 / 3 |
Nicolaj Thomsen | AaB | 08-05-1993 | Mi | 13 / 2 |
Andreas Cornelius | FC København | 16-03-1993 | An | 3 / 1 |
Danny Amankwaa | FC København | 30-01-1994 | An | 2 /0 |
Youssef Toutouh | FC København | 06-10-1992 | An | 8 /0 |