U18 slog Montenegro
Tirsdag vandt U18-landsholdet den første af de to kampe mod Montenegro med 2-1 efter at have været bagud 0-1 tidligt i kampen.
Mikkel Duelund scorede kampens afgørende mål til 2-1 i det 70. minut. Foto:www.fodboldbilleder.dk
Årgang 1997 spillede i dag deres første landskamp som U18-landshold. Holdet er samlet i Københavnsområdet, hvor man efter en samling i Tilst i slutningen af august, er klar til at møde Montenegro i to venskabskampe. Kampene fungerer som forberedelse frem mod U19 tiden, hvor der skal spilles kval til EM.
Dagens kamp blev spillet i flotte og hyggelige omgivelser på Espelundens Idrætsanlæg i Rødovre. Trods omgivelserne så havde danskerne dog ikke rigtig fundet sig til rette fra start! En nervøs indledning gav da også montenegrinerne fordelen, da de allerede efter syv minutter kunne bringe sig foran 1-0. En perfekt bold blev slået ind fra venstre, og her blev den headet sikkert ind uden chance for keeper Andreas Raahauge. Lidt af en chok start, men danskerne kom dog fint igen.
Allerede et par minutter efter burde der være udlignet! Efter flot spil i højre side af banen, så kom en flad bold ind igennem feltet, men desværre måtte Benjamin Lund se sin afslutning tæt foran mål stryge over.
Danskerne fortsatte dog derfra og satte sig på spillet. Udligningen kom da også fortjent i det 29. minut, da Mathias Kristensen fra en position lidt til højre i feltet tog et fint træk forbi en modstander og derefter satte bolden sikkert i kassen. Udligning til 1-1 – en stilling der holdt frem til pausen.
I 2. halvlegs start var billedet lidt det samme som i 1. halvleg. Danskerne skulle lige i gang og ”spille sig varme”. Men efter denne lidt usikre periode, som denne gang dog ikke kostede mål, så fik danskerne igen fint fat i spillet. Chancerne var der også, men det var først i det 70. minut, at det danske føringsmål kom. Mikkel Duelund scorede efter dansk gennembrud i højre side og sikrede dermed en dansk 2-1 føring, som også endte med at blive slutresultatet, da Montenegro ikke evnede at svare igen.
Træner for U18-landsholdet Henrik Clausen var tilfreds efter kampen:
”Vores målsætning før kampen var at styre kampen og samtidig være det bedste hold. Det syntes jeg, at vi levede op til – både chancemæssigt og i overtaget i spillet, da var det os, der var markant bedst! Vi burde dog have scoret flere gange, og måske nok også have afsluttet tidligere i flere situationer. Jeg syntes dog, at det er positivt, at vi kommer tilbage efter at have været bagud. Det viser god moral og godt teamwork.”
”Vi må dog huske på, at begge halvlege blev indledt mindre godt, herunder var der for lidt kvalitet i pasningsspillet. Ligeledes var vi lige lid for opportunistiske i begyndelsen af 1. halvleg, hvilket gav nogle tilløb til farlige omstillinger til Montenegro. Alt i alt vurderer jeg det som en godkendt præstation.
Se de to danske mål på DBU’s Facebookside for ungdomslandsholdene.
På torsdag skal de to hold på den igen! Denne gang mødes de to U18-landshold i Tingbjerg Idrætspark kl. 18:00.
Kamprapport | ||
Hold | U18-landsholdet | |
Kamp | Danmark - Montenegro | |
Tid | 23. september 2014 kl. 16:00 | |
Sted | Espelundens Idrætsanlæg, Rødovre | |
Status | Venskabskamp | |
Resultat | 2-1 (1-1) | |
Tilskuere | 332 | |
Dommer | Benjamin Svedborg | |
Linjedommere | Derya Oguz og Paul Knudsen | |
4. dommer | Benjamin Leander | |
Startopstillingen | ||
Nr | Spiller | Klub |
1 | Andreas Raahauge | AC Horsens |
2 | Alexander Munksgaard | FC Midtjylland |
3 | Benjamin Lund | FC Nordsjælland |
5 | Jacob Rasmussen (anfører) | FC Schalke 04 |
6 | Casper Bruun | Vejle BK |
7 | Mathias Kristensen | Esbjerg fB |
8 | Frederik Lauenborg | Randers Freja |
10 | Emre Moor | Lyngby BK |
11 | Mads D. Thychosen | FC Midtjylland |
18 | Mikkel Duelund | FC Midtjylland |
19 | Kristian Weber | OB |
Kampforløb | ||
Min | Status | Spiller |
7 | 0-1 | Zoran Petrovic |
23 | Gult kort | Oliver Sarkic |
29 | 1-1 | Mathias Kristensen |
61 | Gult kort | Miomir Djurickovic |
70 | 2-1 | Mikkel Duelund |
Ind- og udskiftninger | ||
Min | Ind | Ud |
58 | 15. Morten Rokkedal, AaB | Benjamin Lund |
58 | 12. Sammy Skytte, Silkeborg IF | Mathias Kristensen |
58 | 9. Justin Shaibu, HB Køge | Kristian Weber |
66 | 4. Jakob Hansen Niklassen, AGF | Emre Moor |
Ikke benyttet | ||
14 | Frederik Bay | FCK |
16 | Thomas Gall | FC Nordsjælland |
17 | Nicklas Halse | Brøndby IF |