Ingen karantænepoints til Del Hende

Marc Del Hende, FC Vestsjælland får karantænepoints nulstillet efter fejlkendelse mod FC Midtjylland.

Marc Del Hende får ingen karantænepoints, som følge af den advarsel han modtog i 53. minut af søndagens Superligakamp mod FC Midtjylland på MCH Arena.

Advarslen til FC Vestsjælland-spilleren blev givet for ikke at overholde reglen om afstand, da spillet blev genoptaget efter frispark.  FC Vestsjælland meddelte efterfølgende, at de ikke var enige i at Marc Del Hende overtrådte afstandsreglen.  

Forelagt den skriftlige henvendelse fra FC Vestsjælland, har kampens dommer, Kenn Hansen, efter at have gennemset kampen på DVD, erklæret sig enig i, at den tildelte advarsel til Marc Del Hende ikke skulle være givet.

Med henvisning til de Disciplinære bestemmelser 1i) 1d kan Fodboldens disciplinærinstans forhøje eller nedsætte karantænepoint for en forseelse, der medfører advarsel eller udvisning, og på den baggrund har disciplinærinstansen valgt at nulstille de tildelte karantænepoints til Marc Del Hende.

Se hele kendelsen her

Log ind