U21: Danmark møder favoritter til EM

U21-landsholdet kan se frem til en spændende EM-slutrunde i gruppe med Tjekkiet, Tyskland og Serbien.



Når U21-landsholdet til juni spiller EM, skal holdet i den indledende gruppe op mod Tjekkiet, Tyskland og  Serbien. Det stod klart efter UEFA torsdag aften trak lod til de to grupper. 

U21-landsholdet blev placeret i Gruppe A sammen med Tjekkiet, Tyskland og  Serbien og får derfor base i Prag, hvor kampene spilles på Eden Stadium og Letná Stadium. 

”Jeg har selv været ude og sige, at Tyskland er det stærkeste hold, og på den baggrund ville jeg helst ikke møde dem. Tjekkiet ved jeg ikke meget om, og Serbien har slået Spanien ud. Nogen vil sige, at det er en god lodtrækning, men jeg står med en blandet fornemmelse,” sagde Jess Thorup umiddelbart efter lodtrækningen.

I den anden gruppe, B, er England, Italien, Portugal og Sverige.

De foreløbige programmer for de to grupper ligger først klar i morgen middag, men bekræftes først endeligt i slutningen af november.

EM-slutrunden fungerer også som kvalifikation til OL. Eftersom OL i 2016 afholdes i Brasilien, har Europa fire pladser i turneringen. Det betyder, at hvis Danmark ender som nummer et eller to i gruppespillet, er holdet automatisk kvalificeret til OL. Hvis England skulle gå hen og ende som etter eller toer i deres gruppe B, bliver der en playoff-kamp mellem de to treere i grupperne, da England ikke indgår i kvalifikationen til OL.  

Danmark møder på næste fredag, den 14. november, puljemodstanderne fra Tjekkiet i Prag. Dermed får danskerne en forsmag på, hvad der venter under EM-slutrunden fra den 17.-30. juni.


Log ind