Landsholdsdebutant i U21-truppen

Nicolai Poulsen er helt ny i landsholdsammenhæng, når han den 11. november tjekker ind i U21-landsholdslejren til kampene mod Tjekkiet og Italien.

 Nicolai Poulsen, RFC, og Andrew Hjulsager er begge med i den U21-trup, som møder Tjekkiet og Italien. Foto: fodboldbilleder.dk
Når U21-landholdet møder ind til kampene mod Tjekkiet og Italien den 14. og 17. november, er der ikke de store udskiftninger i forhold til den trup, som i sidste måned kvalificerede sig til EM. 

En enkelt udskiftning og to ekstra spillere er det blevet til, i den trup som Jess Thorup har udvalgt. Rasmus Falk og Ryan Laursen er med i truppen igen efter lang tids pause, mens Nicolai Poulsen fra Randers FC er med for første gang i landsholdssammenhæng.

”Nicolai Poulsen er en rigtig spændende spiller, som kommer fra ’anden række’. Han har ikke været på nogen U-landshold tidligere, men har i kraft af sine stærke præstationer i Randers vist, at han kan være med i toppen,” siger landstræner Jess Thorup, som glæder sig til at se nærmere på den 21-årige jyde. 

En god forberedelse til EM

U21-landholdet, med Jess Thorup, i spidsen møder Italien og Tjekkiet, som begge er med til EM-slutrunden i Tjekkiet til sommer. Dermed får holdet den bedst mulige start på forberedelserne, når de både får testet de tjekkiske forhold og samtidig også niveauet ved EM.

”Mange af de nationer, som ikke kvalificerede sig til EM, er allerede i gang med at forberede sig til den kommende kvalifikation med et helt nyt hold. Derfor er det rigtig godt, at vi kan få lov til at møde to etablerede hold, som ligesom os selv er fuldt fokuseret på slutrunden. Det er to modstandere fra øverste hylde, så det bliver to spændende kampe, hvor vi bliver matchet på højeste niveau,” siger Jess Thorup.

Den første kamp er mod Tjekkiet. Opgøret spilles på Bohemians Prags hjemmebane Ďolíček i Prag fredag den 14. november kl. 17:00. Dermed får den danske delegation også testet de tjekkiske forhold inden EM-slutrunden afvikles til juni.

Efter kampen i Prag går turen videre til Matera i det sydlige Italien hvor den anden EM-modstander, Italien, venter mandag den 17. november. 

U21-landsholdet samles tirsdag den 11. november om aftenen, og flyver til Prag onsdag morgen. Her har holdet to træningspas inden kampen. Den 15. november flyver holdet derefter videre til Italien, hvor de sidste forberedelser inden kampen mod Italien finder sted.

Hvem Danmark skal møde til EM-slutrunden, trækkes der lod om i Prag den 6. november. De otte hold inddeles i to puljer, hvoraf den ene afvikles i Prag, mens dens anden afvikles i Olomouc. Udover Danmark, Italien og Tjekkiet har også Sverige, Serbien, Portugal, Tyskland og England kvalificeret sig til slutrunden, som løber fra den 17.-30. juni og samtidig fungerer som kvalifikation til OL 2016.

Spiller Klub Født Pos U21 U-hold Debut
David Jensen FC Nordsjælland 25-03-1992 2/0 30/0 05-03-2014
Jakob Busk Jensen AC Horsens 12-09-1993 10/0 30/0 25-03-2013
Alexander Scholz KSC Lokeren 24-10-1992 Fo 5/0 9/0 22-05-2014
Andreas Christensen Chelsea FC 10-04-1996 Fo 13/1 35/6 14-08-2013
Frederik Sørensen Hellas-Verona FC 14-04-1992 Fo 13/0 18/0 10-08-2011
Jannik Vestergaard TSG 1899 Hoffenheim 03-08-1992 Fo 22/3 35/4 10-08-2011
Jonas Knudsen Esbjerg fB 16-09-1992 Fo 11/0 29/0 31-05-2013
Jores Okore Aston Villa FC 11-08-1992 Fo 5/0 5/0 06-09-2011
Riza Durmisi Brøndby IF 08-01-1994 Fo 6/1 55/2 06-09-2013
Ryan Laursen Esbjerg fB 14-04-1992 Fo 2/0 13/0 31-05-2013
Andrew Hjulsager Brøndby IF 15-01-1995 Mi 0/0 39/7
Jeppe Andersen Esbjerg fB 06-12-1992 Mi 4/0 15/0 21-03-2013
Lasse Vigen Christensen Fulham FC 15-08-1994 Mi 12/5 64/7 14-08-2013
Lucas Andersen AFC Ajax 13-09-1994 Mi 8/3 51/6 07-09-2012
Nicolai Poulsen Randers FC 15-08-1993 Mi 0/0 0/0
Nicolaj Thomsen AaB 08-05-1993 Mi 15/3 26/3 21-03-2013
Rasmus Falk OB 15-01-1992 Mi 4/1 36/9 10-08-2011
Andreas Cornelius FC København 16-03-1993 An 5/1 25/7 15-08-2012
Danny Amankwaa FC København 30-01-1994 An 4/0 60/7 19-11-2013
Youssef Toutouh FC København 06-10-1992 An 10/0 11/0 31-05-2013
Truppen som udtaget den 4. november. Eventuelle rettelser i truppen vil fremgå her

Log ind