Jesper Fredberg og Niels Frederiksen lærer fra sig
Lene Terp, Kolding Q, Jesper Fredberg, AGF, Niels Frederiksen, Esbjerg fB og U-16 landstræner Per Holm var nogle af inspirationskilderne, da 165 trænere fra alle egne af Danmark deltog i Store Trænertræf.
Danmarks første og hidtil eneste kvindelige P-licenstræner, Lene Terp, præsenterede på Store Trænertræf et træningspas med fokus på kombinationsspilleren. |
De 165 deltagende trænere på Store Trænertræf i Vejen havde også rig lejlighed til at læne sig tilbage og lytte til teori. |
Temperaturer på 7-12 grader, tørt og lidt blæsende. Og nej, det er ikke vejrudsigten, men de forhold, de 165 deltagere på DBU's Store Trænertræf i Vejen fredag og lørdag kunne nyde. Sne og frost er endnu ikke kommet til landet, så forholdene for at hente inspiration til den kommende sæson var ideelle, om end lidt kølige.
- Pissegodt.
Det er det første ord, der kommer fra Gert Ulrich, seniortræner i Gesten IF, når han skal bedømme arrangementet i Vejen Idrætscenter.
- Det har virkelig været udbytterigt, og alle kan få noget ud af det. Det er måske ikke de største »kanoner«, der er på programmet denne gang, men alle var velforberedte, og vi kunne virkelig tage noget med hjem, lyder det fra Gert Ulrich, der er fast deltager i Store Trænertræf i Vejen.
Han glæder sig bl.a. over superligatræner i Esbjerg fB, Niels Frederiksen, der var åben og ærlig omkring sit virke som toptræner. De øvrige trænere kunne med hjælp af spillere fra klubber i området vise en række øvelser og coache spillerne, så øvelserne passer til spillernes niveau.
U16-landstræner Per Holm fortalte om »den røde tråd«, hvor Gert Ulrich noterede, at den tråd har han hørt om mange gange, når han nu er fast deltager.
- Det har været rigtig godt. Det er første gang, jeg deltager, men jeg er godt tilfreds. Både faciliteter og indholdet er godt, og alle kunne få noget med hjem, og det er dejligt varieret med aktiviteter både ude og inde, var meldingen fra børne- og ungdomskonsulent i Hedensted IF, Henning Hansen, efter Store Trænertræf.
- Deltagertallet viser også, at det er godt, at Jylland også har fået sådan et træf, påpeger Henning Hansen.
Læs også:
Kom bag kulisserne i Mainz 05