Selvmål giver FCK matchbold
Jens Stryger Larsen blev matchvinder – for FCK – da FC København slog FC Nordsjælland med 1-0 i den første af to semifinaler i DBU Pokalen.
www.fodboldbilleder.dk
Kasper Hjulmands tropper kæmpede bravt, men et selvmål fra Jens Stryger Larsen var alligevel for meget for gæsterne, der måtte rejse hjem fra Parken med uforrettet sag.
Nordsjælland havde slået Næsby, FC Midtjylland og Hobro på vejen til den første af to semifinaler, mens FC København måtte forbi Hvidovre, OB og Lyngby, inden de to sjællandske Superliga-klubber tørnede sammen i Parken i DBU Pokalen onsdag aften.
Ståle Solbakken havde givet plads til Andreas Cornelius og Daniel Braaten på toppen fra start, hvilket betød, at Igor Vetokele måtte tage plads på bænken sammen med blandt andre Claudemir og Christoffer Remmer, mens Thomas Kristensen og Lars Jacobsen startede inde.
Gæsterne ankom ligeledes til kampen med to angribere i form af Kim Aabech og Joshua John. Og Kasper Hjulmands tropper lagde stærkt ud. Allerede efter fire minutters spil var Jens Stryger Larsen tæt på at sætte en scoring op, men ingen var på plads til at sparke kantspillerens indlæg i nettet.
FC København havde kun fået to point i de seneste to Superliga-kampe og havde derfor brug for en succesoplevelse. Og det var som om, at Ståle Solbakkens ændringer gav holdet nyt liv. Især Cristian Bolanos lignede mere og mere sit gamle selv, og deltog villigt i kombinationsspillet. Som da han efter opspil fra Braaten og Bengtsson var tæt på at bringe FCK i front.
Andreas Cornelius viste også fine prøver på sit talent. Trods svære arbejdsbetingelser fik han pillet et par bolde til sig, lige som han sendte en skarp afslutning af sted efter et kvarters spil, som dog ikke voldte Martin Hansen i FCN-buret de største vanskeligheder.
Efter pausen fortsatte takterne fra første halvleg. FC Nordsjælland kombinerede fint frem ad banen, mens FCK var mere direkte i sit spil. Men som før pausen, så var det småt med de store chancer. Morten Nordstrand forsøgte sig med en akrobatisk afslutning omkring timemærket, men fik ikke ordentligt træf på bolden, mens Bolanos kort efter bankede et frispark håbløst forbi.
Og bedst som man sad og ventede på, at FC Nordsjælland ville forsøge at presse mere på, fusede resten af kampen ud, uden det store at rapportere hjem om. Der var mange gode korte afleveringer, som i håndbold, fra side til side. Men det var også det.
Der blev ikke scoret yderligere. Det hele sluttede med 1-0 til FC København, som dermed står med de bedste kort på hånden inden returkampen i Farum. Den kamp spilles den 10. april.