Ny landstræner i futsal
Dansk landsholdsfutsal har fået ny træner. 33-årige Nikolaj Klein Saabye er fra 1. april 2014 blevet ansat som landstræner. En opgave den nuværende klubtræner ser meget frem til.
33-årige Nikolaj Klein Saabye står normalt på sidelinjen for JB Futsal Gentofte. Nu kan han i stedet kalde sig futsallandstræner fra 1. april. Foto: www.fodboldbilleder.dk
”Det var jo en fantastisk besked at få i går”
Det er en rigtig glad Nikolai Saabye, der tager telefonen ved poolen i Thailand, hvor den nybagte landstræner velfortjent ferierer efter afslutningen på en futsalsæson, der sluttede i sidste weekend med Final 4 og en DM sølvmedalje til Saabyes JB Futsal Gentofte.
”Det er sindssygt spændende, og jeg glæder mig enormt meget sammen med mit trænerteam på landsholdet til at tage fat på opgaven med at løfte futsallen i Danmark et niveau højere,” lyder reaktionen fra Saabye og vidner om en træner, der i høj grad brænder for den tekniske og tempofyldte sport.
En sport han som både spiller og klubtræner – først for BGA, der vandt DM tre år i træk og dernæst JB Futsal Gentofte, der er en af Danmarks bedste futsalklubber, har været en stor del af. Passionen for sporten fra banen og sidelinjen betyder også, at han har været vidne til sportens udvikling i Danmark – fra noget der mest af alt mindede om indefodbold uden bander til den teknisk og taktisk funderet sport, det er i dag.
”Futsallen har udviklet sig utrolig meget i Danmark, siden vi som klub første gang spillede DM og jo fik et kæmpe chok over niveauet første gang, vi spillede europæisk. Futsallen er i dag blevet meget mere taktisk, og så er vi gået fra at have fodboldspillere, der bare spillede indendørs til at have reelle futsalspillere i dag. Og den udvikling er sindssyg positiv, og jeg glæder mig meget til at være med til løfte sporten – både i bredden og eliten,” lyder det fra 33-årige Saabye.
Masser af talenter
Og I DBU ser man frem til samarbejdet med den nye futsallandstræner, der i høj grad også forventes at kunne være med til at skabe en endnu større begejstring for den i Danmark stadig ’nye’ sport:
”Vi er heldige at have rigtig mange passionerede personer omkring futsalsporten i Danmark, og jeg er ikke i tvivl om, at med valget af Nikolai Saabye har vi fået en af de allermest engagerede personer med på holdet. Vi ser meget frem til samarbejdet - ikke kun de opgaver, der ligger lige for med landsholdet, men også i forhold til et endnu mere målrettet samarbejde med klubber, der kan være med til at udvikle de mange talentfulde spillere over hele landet,” lyder det fra Troels K. Jensen, der er ansvarlig for DBU Futsallandsholdet.
Og netop talenterne er noget, som den nye landstræner i høj grad vil fokusere på!
”Jeg ser utrolig meget frem til at arbejde med den unge talentmasse, jeg synes der er i dansk futsal, så vi også får løftet futsallen endnu et niveau op her i Danmark. Vores nordiske venner fra både Finland og Norge arbejder i disse år også meget målrettet med futsallen, og derfor er det vigtigt, at vi har fingeren på pulsen og følger med tempoet i de omkringliggende lande.”
Et af de steder, hvor en er de største opgave ligger er samarbejdet og udviklingen af futsalklubberne:
”Vi kan blive langt bedre til at tale sammen klubber og trænere imellem. Derfor er en af mine vigtigste opgaver ud over at styrke landsholdet også i samarbejde med klubber og trænere at lægge en rød tråd for, hvordan vi kan løfte niveauet ikke kun på Sjælland men også i jyske og fynske klubber. Vi skal have klubberne til at blive ved med at tro på futsal og sikre, at endnu flere klubber og spillere får øjnene op for de mange fantastiske muligheder sporten giver.”
Første landsholdsopgave for den nye landstræner bliver i september, hvor Danmark møder EM-kvartfinalisterne fra Rumænien i en udebanekamp.
”Lige nu har vi en rigtig dygtig og erfaren ’kerne’ på landsholdet, men som også har været med i en del år – og samtidig ser jeg også rigtig mange unge spændende talenter omkring mig, som jeg ser en stor fremtid i i landsholdssammenhæng. Så min opgave bliver jo nu at finde de spillere og sammensætte det hold, som jeg tror på giver det største potentiale i forhold til de opgaver, der ligger foran os – også på den lange bane,” lyder det fra landstræneren.
Nikolaj Saabye er ansat fra 1. april frem til og med 31. december 2015 – en periode, hvor der både ligger en EM- og VM-kvalifikation.
Aldofo Rodriguez og Clement Cliford fortsætter begge som assistenttrænere.
Læs mer eom futsal på www.dbu.dk/futsal