Københavneropgør i DM-finalen
JB Futsal Gentofte og København Futsal er klar til finalen ved årets Final 4. Det stod klart, efter dagens semifinaler blev afviklet i Koldinghallerne.
I den første semifinale stod Søhus/Stige overfor de regerende danmarksmestre fra JB Futsal Gentofte, og det skulle vise sig at være for stor en mundfuld for fynboerne.
Allerede efter to minutters spil bragte Kevin Jørgensen JB Futsal foran, og selvom Søhus/Stige kæmpede godt, var det alligevel JB, der var spilstyrende, og de kunne da også bringe sig foran 3-0 inden Søhus/Stige fik reduceret til pausestillingen 3-1.
JB Futsal fortsatte det høje tempo i 2. halvleg, og der gik ikke længe, før de havde udbygget føringen. Søhus/Stige kæmpede, men forgæves og kampen endte 6-2 til JB Futsal, som dermed er videre til søndagens finale.
I den anden semifinale mødtes sidste års sølvvindere fra København Futsal og ligaoprykkerne fra Midtals IF. Kampen var noget mere jævnbyrdig end den foregående, og der skulle også gå 10 minutter før København Futsal fik bragt sig foran 1-0. Midtals pressede på for udligningen. Den kom da også da Nicolai K. Knudsen fik en friløber, som han får omsat til mål tre minutter inden pausen.
I 2. halvleg var det Københavnerne der kom bedst fra start og fik scoret et hurtigt mål. Den stilling holdt til mod slutningen af kampen, hvor Midtals valgte at tage målmanden ud og erstatte ham med en ekstra markspiller. Det kom dog til at koste, og København Futsal vandt kampen 4-1 efter to hurtige mål.
Dermed bliver årets finale en gentagelse af sidste års, når JB Futsal og Købehavn futsal mødes i finalekampen om danmarksmesterskabet. Midtals IF og Søhus/Stige mødes i kampen om bronzemedaljer. Kampene bliver spiller søndag i Koldinghallerne og sendes direkte på Kanal Sport fra kl. 13.30