MENU

U21-kamp mod Schweiz

U21-landsholdet skal forsøge at fordoble antallet af sejre mod Schweiz, som Danmark kun har slået en gang i 45 år, når holdene mødes den 22. maj i Danmark

U21-landsholdet møder Schweiz den 22. maj i Danmark i et forsøg på at vinde over alpenationen for første gang i 29. år. Foto: www.fodboldbilleder.dk


DBU har netop indgået en aftale med det schweiziske fodboldforbund om en U21-landskamp på dansk grund den 22. maj.

Og det er ikke en modstander, som Danmark har haft den store sportslige succes mod.

Siden de to hold mødtes første gang i 1969, har Danmark kun vundet et opgør af 10 mulige. Sejren ligger helt tilbage i 1985, hvor Lars Olsen og Jan Heintze førte an i løjerne, da Danmark vandt 4-1 foran 3.000 tilskuere på Hvidovre Stadion.

Siden er det blevet til fem nederlag, hvor det mest smertelige kom under EM-slutrunden i 2011, hvor Danmark tabte 1-0 på et mål af Shaqiri, hvilket var stærkt medvirkende til, at Danmark ikke formåede at kvalificere holdet til EM-semifinalen.

Men nu er det tid til revanche for det danske U21-landshold, der i øjeblikket fører deres EM-kvalifikationspulje.

"Når vi har spillet den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Estland den 5. marts i Farum, er der et halvt år til, vi skal spille de to sidste EM kvalifikationskampe på hjemmebane mod Rusland og Bulgarien. Derfor er kampen mod Schweiz en glimrende mulighed for os til at arbejde med det holdtaktiske og vurdere spillerne individuelt", fortæller Jess Thorup, som samtidig understreger, at datoen for kampen er nøje udvalgt;

"Vi havde mulighed for at spille mod flere andre spændende modstandere i starten af juni, men vi har valgt at møde Schweiz den 22. maj af respekt for spillernes og klubbernes ferieperioder", slutter Jess Thorup.

Schweiz ligger i øjeblikket på andenpladsen i EM kvalifikationens gruppe 5. Dermed bliver det et særdeles kompetent mandskab, der vil forsøge at forhindre Danmark i at rette lidt på på den statistiske ubalance mellem de to mandskaber.

Spillestedet fastlægges på et senere tidspunkt.

Log ind