MENU

Travle trænere under uddannelse

Danske toptrænere er i disse uger i fuld gang med at ’opgradere’ trænerlicensen hos DBU.

David Nielsen blev i 2012 færdig med sin A-træneruddannelse og er netop påbegyndt sin PRO-træneruddannelse. Foto: www.fodboldbilleder.dk.


Selv om januar i Danmark ikke umiddelbart byder på så meget fodbold udenfor, er der stadig stor travlhed indenfor i arbejdet med den danske nationalsport – også på trænersiden. DBU danner i disse uger således ramme for opstart på både et nyt hold PRO-trænere, samt A-træner eksamen og A-refreshment (A for Advanced)

Og at så mange trænere i disse dage er på skolebænken i Fodboldens Hus for at få en godkendt trænerlicens og kvalitetsstempel fra DBU, er der en helt bestemt grund til.

For at kunne stå i spidsen for et hold i den bedste danske række kræves der nemlig en PRO-licens, der derfor er eftertragtet at få for de danske toptrænere, der har ambitioner om at træne i Superligaen. I sidste uge gik 20 nye trænere så i gang med opstart af PRO-træneruddannelsen, der varer halvandet år og afsluttes med opgave og eksamen inden licensen er i hus - herunder de to tidligere topspillere Ole Tobiasen og David Nielsen. I alt 111 danske toptrænere har indtil nu erhvervet sig den højeste trænerlicens i UEFA-regi.

Se listen over licenserede P-trænere her

For at kunne tage den højeste træneruddannelse kræver det dog en A-licens. Og trænerinteressen på PRO-træneruddannelse smitter også af på A-træner-uddannelsen, som i år har oprettet to nye hold på sammenlagt 48 kursister, der gerne vil dygtiggøre sig og sikre sig DBU- og UEFA’s anden højeste trænerlicens. I alt har tæt på 600 trænere i Danmark en A-licens og flere kommer til i disse dage, hvor eksamen foregår.

Se listen over licenserede A-trænere her

Og travlheden glæder DBU’s træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk:

”Uddannelse er et nøgleparameter i at blive en toptræner – både her i Danmark, men også i udlandet. Det store antal udannede trænere og den fortsatte efterspørgsel på vores to højeste licensuddannelser, viser, at ikke kun stigende licenskrav men også en stor interesse fra trænernes side i at uddanne sig, har sat sit tydelige aftryk. Vi har derfor nu i Danmark et enormt bredt og kompetent trænerkorps – og en uddannelse vi bestemt kan være stolte af,” lyder det fra en tilfreds Peter Rudbæk.

UEFA har af flere omgange da også fremhævet DBU’s træneruddannelse som et mønstereksempel for andre forbund. I marts lanceres ligeledes en helt nye licensuddannelse målrettet målmandstrænere, der arbejder på topniveau. M3 starter i marts. Læs mere her

Log ind