Menstruationscyklus: Sådan kan licensklubber opbygge en tryg kultur
Menstruationscyklussen kan have betydning for fysisk præstation, træningsparathed og trivsel, når spillere indgår i et fodboldmiljø. Betydningen varierer fra spiller til spiller, ligesom den kan variere fra cyklus til cyklus hos den samme spiller. De negative fysiske og mentale symptomer rammer oftest op til eller under menstruation. For nogle kan symptomerne være af en karakter, der påvirker gennemførelse af træning eller konkurrence, og her må fokus være på en individuel tilgang. Dette kræver et trygt miljø, hvor spillere og trænere kan tale åbent om trivsel generelt og relateret til cyklus.
Viden om menstruationscyklussen skal ikke sætte alle spillere i kategorier, men danne grundlag for en mere kvalificeret dialog og individuel tilpasning. Dette materiale er målrettet dig, der er træner, leder, specialist eller har en anden rolle i et talent-/elitemiljø. Målet er at understøtte arbejdet med præstation, trivsel og sundhed i hverdagen.
Du får et overblik over eksisterende viden om menstruationscyklus fordelt på henholdsvis det fysiske område og det mentale og kulturelle område. Ud for hvert område får du en række anbefalinger, som du og dit fodboldmiljø kan lade jer inspirere af, implementere og justere i forhold til jeres udgangspunkt og hverdag.
At sætte fokus på og tage højde for menstruationscyklussen handler blandt andet om at:
- øge viden blandt trænere, ledere, specialister og andre støttefunktioner.
- skabe trygge rammer for dialog med spillerne. imødekomme og undgå tabu, stigmatisering og forsimplede forklaringer.
- tage symptomer samt uregelmæssig og udebleven menstruation alvorligt.
- gøre særlig indsats for at opfange og hjælpe spillere, der har udebleven cyklus, som kan være forbundet med mangelfuldt energiindtag i forhold til træningsmængde og aktivitetsniveau.
- sikre, at eventuel registrering/tracking af cyklus er frivillig, fortrolig og formålsbestemt.
- fastholde, at træningsbelastning vurderes ud fra spillerens samlede situation – herunder søvn, restitution, energiindtag, symptomer, trivsel, skadeshistorik og belastning.
Anbefalingerne bygger på:
- Aarhus Universitets rapport Menstruationscyklussens betydning for kvindelige fodboldspillere
- GameChangers formidling af rapportens hovedpointer til fodboldmiljøet.
- Team Danmarks anbefalinger om kvindelige atleter og hormonel status.
Nederst får du desuden en inspirationsliste med yderligere viden om menstruationscyklus og anbefalinger, som ikke indgår i dette materiale.
Dette materiale og anbefalingerne er udarbejdet i 2026 af:
- Yannick Durand (Fysisk træner for Kvindelandsholdet og Faglig leder for fysisk træning, Dansk Boldspil-Union)
- Carsten Hvid Larsen (Faglig leder af det fodboldpsykologiske område, Dansk Boldspil-Union)
- Søren Bennike (Analyse- og forskningschef, Dansk Boldspil-Union)
- Anne la Cour Thysen (redaktør, GameChanger).
Anbefalinger
Trænerens rolle (både chef- og assistenttræner) er vigtig, men den skal være tydeligt afgrænset.
- Det er ikke trænerens rolle at vurdere spillerens hormonelle status, rådgive om prævention eller håndtere sundhedsfaglige problemstillinger alene, men at reagere på det, som spilleren fortæller.
- Træneren skal lytte, skabe tryghed, tage symptomer alvorligt, justere træning ved behov og hjælpe spilleren med kontakt til relevant sundhedsfagligt personale (se "Fakta: Sundhedsfaglige personer"). På den måde undgår træneren at afvise eller lukke samtalen, hvis spilleren åbner for dialog.
For klubben betyder det, at arbejdet med menstruationscyklus, trivsel og sundhed skal være tydeligt afklaret – for eksempel:
- Spillerne skal vide, hvordan de kan opsøge hjælp i forbindelse med (tilbagevendende) symptomer, og hvem de kan tale med.
- DBU anbefaler, at en omkring holdet har en synlig og kompetent rolle i den henseende. Det kan for eksempel være fysioterapeuten, den fysiske træner, mentaltræneren eller klubbens trivselsansvarlige. Trænerne skal vide, hvornår de skal lytte, hvornår de kan justere træning, og hvornår de skal hjælpe spilleren videre til relevante fagpersoner.
- Ledere, specialister og andre støttepersoner i fodboldmiljøet skal have de rette forudsætninger og den nødvendige viden om, hvordan de hjælper spillere og støtter trænerstaben.
Spillerne skal ikke føle sig presset til at fortælle om menstruation, men være informeret om, hvordan menstruationscyklus kan påvirke deres trivsel. Forudsætningen er at skabe et miljø, hvor spilleren ved, at hun kan tale om menstruationscyklus, hvis hun har behov for det.
Cykluslængde, hormonniveauer, symptomer og oplevet påvirkning varierer betydeligt. Derfor bør klubben ikke bruge cyklussens faser som faste kategorier for, hvordan alle spillere skal træne, præstere eller håndteres. Det centrale spørgsmål er ikke kun, hvilken fase spilleren er i, men hvordan spilleren har det, og om der er behov for støtte, justering eller sundhedsfaglig opfølgning.
Cyklussen beskrives ofte som 28 dage, men længden varierer både mellem spillere og hos den samme spiller over tid. Aarhus Universitets rapport beskriver, at en normal cyklus kan variere fra 21 til 35 dage, og at variationen ofte er størst hos yngre kvinder. Cyklussen kan overordnet beskrives i fire faser. Dette overblik er relevant, da nogle anbefalinger her i materialet tager afsæt i, hvor i cyklus en spiller er. Længere nede i disse anbefalinger finder du en mere komplet liste med typiske symptomer.
FASE 1: MENSTRUATIONCyklussen begynder på første blødningsdag. Menstruationen varer typisk flere dage, men længde, blødningsmængde og symptomer varierer fra spiller til spiller. Nogle spillere oplever fysiske symptomer som mavekramper, hovedpine, rygsmerter, træthed eller lav energi. Andre oplever få eller ingen gener. Symptomer kan påvirke træning, kamp og trivsel, men det er individuelt, hvor meget de fylder. |
|
|
FASE 2: FOLLIKULÆR FASEEfter menstruationen bevæger cyklussen sig ind i den follikulære fase. I denne fase modnes ægget i æggestokken, og østrogenniveauet stiger typisk frem mod ægløsning. Nogle spillere kan opleve mere energi og bedre humør i denne periode, men det gælder ikke alle. Derfor bør fasen ikke bruges som en fast antagelse om, at spilleren nødvendigvis er mere klar til høj belastning. |
|
|
FASE 3: ÆGLØSNINGÆgløsning sker omkring midten af cyklussen, men tidspunktet varierer. Her frigives et modent æg fra æggestokken. I forskning såvel som praksis er der interesse for, om perioden omkring ægløsning kan have betydning for præstation eller skadesrisiko. Den nuværende viden giver ikke grundlag for anbefalinger i fodbold. Cyklusfase bør derfor ikke alene styre træningsbelastning eller kampforberedelse. |
|
|
FASE 4: LUTEALFASELutealfasen er perioden mellem ægløsning og næste menstruation. Her er progesteron- niveauet i starten typisk højere, og frem mod menstruationen (fase 1) falder niveauerne af både østrogen og progesteron. Nogle oplever symptomer i dagene op til menstruation såsom træthed, lav energi, ømhed, hovedpine, humørsvingninger, irritabilitet eller nedsat motivation. Når symptomerne påvirker hverdagen, kaldes det ofte præmenstruelt syndrom. |
|
Menstruationscyklussen kan have betydning for nogle spilleres fysiske præstation og træningsparathed. Betydningen varierer dog meget fra spiller til spiller, ligesom den kan ændre sig fra cyklus til cyklus hos den enkelte spiller. Menstruationscyklus kan derfor ikke anses som "en fast model" for, hvordan alle spillere skal træne eller spille kamp, ligesom symptombilledet under én cyklus ikke kan forudsige symptombilledet for den næste cyklus.
Hovedpointen er, at træneren og staben skal være varsomme med at tolke præstation ud fra en cyklusfase. Menstruationscyklussen er kun én relevant faktor i vurderingen af spillerens dagsform. Træning og kamp bør vurderes ud fra spillerens samlede situation – herunder symptomer, søvn, restitution, energiindtag, skadeshistorik, mental parathed og fysisk belastning (load).
Præstation over cyklus
Forskningen peger ikke entydigt på, at fodboldspillere præsterer bedre eller dårligere i bestemte faser af menstruationscyklussen. Nogle spillere oplever symptomer som smerter, træthed, lav energi, hovedpine eller nedsat motivation. For dem kan cyklussen have betydning for træning, kamp og oplevelsen af at kunne præstere. For andre fylder cyklussen meget lidt.
Anbefalinger
- Vurdér og spørg til spillerens træningsparathed som en del af den almindelige (trænerfaglige) dialog om dagsform, belastning og restitution.
- Se spillerens symptomer og dagsform i sammenhæng med søvn, restitution, energiindtag, træningsbelastning og kampbelastning.
- Gør op med antagelsen om, at en spiller præsterer dårligere, fordi hun har menstruation. Vurder individuelt, om der er behov for at justere træningens indhold, intensitet, volumen, pauser eller rolle i træningen den pågældende dag.
Skadesrisiko
Der er stigende interesse for, om skadesrisiko kan variere gennem menstruationscyklussen, men den eksisterende forskning giver ikke entydige konklusioner for fodboldspillere. Skadesforebyggende træning bør derfor indgå i træningsplanlægning – uafhængigt af menstruationscyklussens faser. Skadesforebyggelse skal bygge på kendte og veldokumenterede principper: god fysisk forberedelse, gradvis progression, styrke, neuromuskulær træning, bevægelseskvalitet, restitution og hensigtsmæssig belastningsstyring.
Anbefalinger
- Implementere og/eller fastholde skadesforebyggende træning uanset cyklusfase.
- Reagere på (markante) symptomer, som kan påvirke spillerens træningsparathed – for eksempel smerter, svimmelhed og træthed (se uddybende liste med symptomer).
- Vurdere den samlede belastning ud fra både fysisk, mental og social kontekst – for eksempel:
- Trænings- og kampbelastning
- Restitution og søvn Energiindtag Skadeshistorik
- Skole, uddannelse eller arbejde Trivsel og motivation
- Oplevet pres eller bekymringer.
- Hjælpe spilleren videre til sundhedsfagligt personale ved tilbagevendende eller bekymrende symptomer (se "Fakta: Sundhedsfaglige personer").
Fasebaseret træning
Fasebaseret træning betyder, at træningen planlægges efter bestemte faser i menstruationscyklussen. På nuværende tidspunkt er der ikke grundlag for at anbefale fasebaseret træning som generel model i fodbold. Det skyldes dels, at forskningen ikke entydigt påviser en positiv effekt for spilleren, og dels at fodbold som holdsport stiller særlige krav til fælles træning, taktiske forløb, kampforberedelse og belastningsstyring på tværs af en hel trup. Dertil kommer, at cykluslængde, symptomer og brug af hormonel prævention varierer betydeligt mellem spillere. Læs mere om hormonel prævention i elitesport hos Team Danmark.
En mere relevant tilgang er symptom- og belastningsbaseret tilpasning. Her er det centrale spørgsmål, hvordan spilleren har det, og hvad det betyder for dagens træning eller kamp. Spørgsmålet er ikke, hvilken cyklusfase spilleren er i.
Anbefalinger
- Træning bør fortsat planlægges ud fra holdets sportslige mål, kampkalender og samlede belastning.
- Menstruationscyklus kan indgå i dialogen med den enkelte spiller i forhold til træningsparathed, men skal ikke være en fast antagelse om træning. Her er eksempler på fejlagtige antagelser (baseret på overblikket over menstruationscyklussens faser):
- ”Når spillere er i menstruationsfasen, skal de træne lettere”
- “Når spillere er omkring ægløsning, skal de træne hårdere.”
- Justere træningen ved behov, hvis en spiller oplever symptomer, der påvirker muligheden for at gennemføre træningen – for eksempel intensitet, pauser, øvelsesvalg og/eller rolle i øvelsen.
En fysisk træner, mentaltræner, sportscoach, diætist/kostvejleder etc. er ikke alene på grund af stillingsbetegnelsen en sundhedsfaglig person omfattet af Sundhedslovens § 40. Er du træner eller har en anden rolle i fodboldmiljøet og skal hjælpe en spiller videre til en sundhedsfaglig person, skal denne person være omfattet af samtykket, som indhentes hos spilleren (jævnfør Sundhedslovens §41, stk. 1).
Hvis der ikke foreligger eller indhentes samtykke, skal den sundhedsfaglige person være omfattet af Sundhedslovens § 41, stk. 2.
Følgende er omfattet:
- læge
- fysioterapeut, kiropraktor og osteopat
- autoriseret klinisk diætist
- autoriseret psykolog.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed – Patienters retsstilling
Har du spørgsmål vedrørende samtykke?
Så kan du skrive til jura@dbu.dk
Fysiske symptomer fremkommer oftest i dagene op til menstruation eller i de første dage af menstruationen, men hyppighed og intensitet varierer betydeligt fra spiller til spiller:
- mavekramper
- menstruationssmerter
- hovedpine
- rygsmerter eller lændesmerter
- brystsmerter eller brystspændinger
- oppustethed
- væskeophobning
- ændret appetit (kan både være øget og nedsat)
- træthed
- lav energi eller energimangel
- kraftig blødning
- smerter eller ubehag, der gør det vanskeligt at gennemføre træning eller kamp
- behov for uplanlagte pauser eller reduceret intensitet i træning
- fravær fra træning eller kamp ved svære symptomer.
Mentale symptomer opleves (ligesom fysiske symptomer) ofte op til eller under menstruation, men også her er variationen stor:
- humørsvingninger
- irritabilitet
- lav motivation
- bekymringer
- angstsymptomer
- nedsat selvtillid
- lavere oplevet parathed
- lavere oplevet præstationskapacitet
- lavere lyst til at deltage aktivt i træning eller kamp
- øget følelsesmæssig sårbarhed
- nedsat koncentration, særligt hvis spilleren er påvirket af smerter, træthed eller bekymring for synlige tegn på menstruation.
Menstruation kan påvirke spillerens sociale trivsel og deltagelse i fodboldmiljøet. Social trivsel kan hæmmes af tabuisering af menstruation, mangel på åben dialog og bekymringer:
- bekymring for synlige tegn på menstruation
- frygt for gennemblødning
- utryghed ved lyse shorts eller andet udstyr
- forlegenhed eller socialt ubehag oplevelse af tabu eller stigma
- usikkerhed om, hvem spilleren kan tale med
- tilbageholdenhed med at tale med trænere om menstruation
- bekymring for, om information om symptomer bliver brugt negativt
- følelse af at skulle ignorere smerter eller ubehag for at kunne præstere
- oplevelse af, at menstruation ikke opfattes som en legitim grund til at justere træning.
Udebleven menstruation skal ikke ignoreres. Trænere, ledere, stabsmedlemmer og spillere bør søge sparring hos relevante sundhedspersoner (se faktaboks på side 6), hvis menstruationen er uregelmæssig eller udebliver i over tre måneder. Det gælder især, hvis udebleven menstruation optræder sammen med:
- humørsvingninger
- irritabilitet
- lav motivation
- bekymringer
- angstsymptomer
- nedsat selvtillid
- lavere oplevet parathed
- lavere oplevet præstationskapacitet
- lavere lyst til at deltage aktivt i træning eller kamp
- øget følelsesmæssig sårbarhed nedsat koncentration, særligt hvis spilleren er påvirket af smerter, træthed eller bekymring for synlige tegn på menstruation.
Her får du, dine kollegaer og spillere inspiration til, hvor I kan finde mere viden om menstruationscyklus og relaterede tematikker:
Podcasts og artikler
- Fodboldtræning og cyklus: Sådan skaber du en tryg og åben kultur
- Fodboldtræning og cyklus: Derfor virker individuelle hensyn
- Fra gode intentioner til tydelig strategi: Sådan tager du fysisk træning for piger til næste niveau
- Impact of the menstrual cycle and barriers to football and futsal performance in Portuguese players: a survey-based cross-sectional study
- Ny rapport: Menstruationscyklussens betydning for præstationer og trivsel
- Skadesforebyggende træning: Her er din guide til investering i spillerne
- Unge elitespilleres oplevelser: Sådan skabes den gode menstruationskultur
Andre forbund, organisationer og platforme