FAQ om persondata i dansk fodbold

Her kan I se svarene på de mest stillede spørgsmål omkring persondata i dansk fodbold. Såfremt du har spørgsmål, hvor svaret ikke findes i nedenstående FAQ, så kontakt os venligst på persondata@dbu.dk.

 

Jeg sidder i bestyrelsen for en lille forening. Er vi omfattet af persondataloven?
Ja. Persondataloven gælder for behandling af personoplysninger, uanset størrelsen af den organisation, virksomhed mv., der foretager behandlingen.

Hvilke oplysninger må man registrere om foreningens medlemmer?

Det er som udgangspunkt uproblematisk i forhold til persondataloven at registrere oplysninger om medlemmerne. En forening kan registrere almindelige oplysninger som f.eks. stamdata, indmeldelsesdato, evt. tillidspost eller hverv mm. En forening vil også som udgangspunkt kunne registrere oplysninger af mere speciel karakter, f.eks. oplysninger om et medlems bedste score, certifikat niveau mm.

Må jeg videregive oplysninger om, hvem der er medlem af foreningen?

Du må som udgangspunkt gerne videregive sådanne oplysninger internt i foreningen, fx i form af en medlemsliste i et medlemsblad, der alene distribueres internt i foreningen, eller på en lukket internetside, hvor kun foreningens medlemmer har adgang.
Det kræver dog et samtykke fra det enkelte medlem, hvis du ønsker at offentliggøre en medlemsliste på det åbne internet. Efter Datatilsynets opfattelse er et medlemskab af en forening, uanset at denne måtte være en ukontroversiel, fx en sportsforening, en privat sag.

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg masseudsender en e-mail til foreningens medlemmer?
Når du masseudsender en e-mail med informationer mv. til foreningens medlemmer, skal du være opmærksom på, hvor du angiver modtagernes e-mailadresser. E-mailadresser på modtagere af en sådan masseudsendelse bør ikke fremgå af selve e-mailen, og du bør derfor placere modtagernes e-mailadresser i e-mailens bcc-felt, således at modtagerne ikke kan se hinandens e-mailadresser.

FAQ om persondata i dansk fodbold