FAQ om Fodboldpas til klubber

Hvad er et Fodboldpas?+

Fodboldpasset er brugerens helt personlige 'pas', som bl.a. sikrer spilleberettigelse i DBU's turneringer. I passet opbevares alle de vigtige personlige oplysninger, som brugeren til enhver tid kan se og rette.

Fodboldpasset indeholder:

  • 'Privatlivspolitik' - accept i forhold til Databeskyttelsesloven
  • Brugerens data - sikring af at vi har korrekte oplysninger
  • Spillercertifikat
  • Medlemskab(er)
  • Foto samtykke (klubber som anvender Klub-CMS)
Hvordan kan vi som klub nemt påminde vores spillere om at aktivere Fodboldpasset?+

Det er super nemt og klares med kun fire klik i KlubOffice. Se her hvordan.
Du kan se hvor mange spillere og personer i klubben, der ikke har et aktiveret Fodboldpas fra 'Overblik' på forsiden af KlubOffice. Husk at et aktivt Fodboldpas er påkrævet for at komme på et holdkort. 

Flere i familien er oprettet med samme mailadresse. Hvordan får vi hver især adgang til vores profiloplysninger, hvis vi ikke kan huske vores adgangskode(r)?+

Du skal bruge funktionen 'glemt adgangskode' i Fodbold app'en eller på MitDBU på dbu.dk. Når du indtaster din mailadresse, vil du få tilsendt separate links til nulstilling af adgangskode for alle de brugere, der er tilknyttet mailen.

Hvorfor skal vi have et Fodboldpas?+

Først og fremmest skal vi alle i fodboldfamilien – dvs. både klubber, unioner, DBU, Divisionsforeningen m.fl. - overholde den nye databeskyttelsesforordning, som trådte i kraft 25. maj 2018. Indeholdt i den er, at man skal oplyse om, hvordan personers data opbevares og behandles. 
Det kan Fodboldpasset hjælpe jer med, da det indeholder 'Privatlivspolitik', der gælder i hele fødekæden fra klub til FIFA så at sige. Men også god datakvalitet er en del af forordningen, og passet vil sørge for, at personen er tæt på egne data og bliver bevidst om at tilrette disse. Det vil være en stor hjælp for klubben. 

Vi benytter så lejligheden til at bevidstgøre spillerne om, hvor deres spillercertifikat befinder sig og hvilke(n) klub, de er medlemmer i. Som noget nyt har alle spillere fået tildelt et spillercertifikat. Tidligere var det reelt kun, når man skiftede klub, at der var et certifikat.  

Fodboldpasset vil også vise hvor man er medlem henne, så på den måde bliver det faktisk også et slags medlemsbevis, som I som klub evt. kan bruge i sammenhænge hvor det giver mening. 
 
Og som det sidste skal vi have et konkret samtykke fra personen til at vise billeder, som andre har uploadet af spillerne og som f.eks. vises på jeres (klubbens) hjemmesider/platforme – kun hvis I er en af de små 500 klubber, som bruger Klub-CMS - og/eller DBU’s/lokalunionernes platforme. F.eks. hvis en træner har uploadet et spillerbillede, som vises på klubbens hjemmeside. 
 
Det betyder så også, at vi har skjult/deaktiveret visning af billeder på klubbernes/DBU’s platforme. Når brugeren giver samtykke, bliver det automatisk vist igen. 

Behøver vi så ikke at gøre andet i forhold til Databeskyttelsesforordningen?+

Med Fodboldpasset kommer I et godt stykke af vejen, men der er naturligvis andre ting. som I selv har ansvar for. Læs mere her. 

Skal vi som klub ikke have en dataaftale med DBU?+

Jo, det skal I. Aftalen ligger i KlubOffice, hvorfra den kan ses under 'Klubben' --> 'Klubinfo' --> 'Dataaftale'. 

Vi bruger andre systemer end DBU's IT klubpakke. Overholder vi så stadig lovgivningen?+

Fodboldpassets vilkår og betingelser kan af gode grunde ikke italesætte behandling af data i 3. parts systemer, som vi hverken kender eller har råderet over. Vi kan derfor i fodboldpasset kun tage højde for, hvordan data behandles i DBU’s systemer (KlubOffice, KampKlar, Klub-CMS, m.v.) 

Hvordan aktiveres Fodboldpasset?+

Fodboldpasset kan aktiveres i Fodbold app'en eller på Mit DBU. 

Fodbold app'en - den med DBU-logo - kan hentes i App Store eller Google Play. 

Du kan logge ind på Mit DBU her. 

Vi ser et inaktivt fodboldpas på et medlem i KlubOffice, men spilleren siger at passet ER aktivt. Hvordan kan det være?+

Spilleren kan have to profiler. I kigger på den rigtige (altså den hvor spillerens er tilknyttet klubben), mens spilleren selv har oprettet en anden profil og har aktivt pas på denne. Det er klubbens der gælder, da spillerdelen jo ligger herpå. Løsningen er at kontakte din lokalunion, som kan hjælpe med at smelte profilerne sammen.

Skal Fodboldpasset fornyes?+

Nej, men der kan komme ændringer i Privatlivspolitikken, og disse skal så accepteres på ny, når du kommer ind på Mit DBU eller app. Lidt ligesom man kender det fra f.eks. Apple på iPhone / iPads, hvor man bliver bedt om at sige ”Enig” til nye betingelser ind imellem. Sørg for at have dine data opdateret, så vil du altid modtage besked (e-mail/push), når der sker nyt med dit fodboldpas. 

Hvilke regler gælder for Fodboldpasset i forhold til spilleberettigelse?+

For at være spilleberettiget skal spilleren have aktiveret sit Fodboldpas. Spillere kan ikke vælges til holdkort, hvis Fodboldpasset ikke er aktiveret.  
For rækker uden holdkort gælder det, at man ligeledes skal have aktiveret sit Fodboldpas for at være spilleberettiget. 

Hvem gælder Fodboldpasset for?+

Fodboldpasset gælder for alle spillere, uanset alder. Lille William på 4 år eller veteranen Villy på 62 år. Dette naturligvis fordi databeskyttelsesforordningen gælder for alle. 
 
For spillere under 13 år gælder det, at det er forældremyndighedshaver, som skal aktivere for barnet - via barnets login. Mellem 13 og 18 år kan både spiller og forældermyndighedshaver gøre det, mens alle over 18 år selv står for det.  

Fodboldpasset gælder også for alle dommere, alle frivillige trænere/ledere samt alle øvrige brugere af DBU's systemer/apps. Fælles for alle er at de - ved login på enten Mit DBU eller i Fodbold app'en - vil blive mødt af en guide til aktivering af Fodboldpasset.

Skal Fodbold Fitness-spillere have et fodboldpas og aktivere det?+

Fodbold Fitness-spillere bør registreres som fodboldspillere i KlubOffice. Derved får de nemlig også et fodboldpas, som de kan aktivere. Ved at gøre det accepterer de 'Privatlivspolitik', der bl.a. beskriver, hvordan I som klub opbevarer og behandler deres data. Derved er I på sikker grund i forhold til den oplysningspligt, der er en del af databeskyttelsesforordningen (stramningerne i persondataloven). 

Hvor ligger Fodboldpasset?+

Du kan tilgå Fodboldpasset fra Fodbold app'en og Mit DBU. 

1) Fodbold app’en (kan hentes gratis i App Store eller Google Play) 
2) Mit DBU på www.dbu.dk 

Er foto obligatorisk på Fodboldpasset?+

Nej. Et billede er endnu ikke påkrævet for at have et Fodboldpas. 

Hvordan fungerer det samtykke på billeder, som ligger i Fodboldpasset?+

I Fodboldpasset giver man overordnet samtykke til brug af billeder på henholdsvis DBU's/LU’s platforme samt et separat klubsamtykke (dog kun for de klubber som bruger Klub-CMS, da vi af naturlige årsager ikke kan styre det for øvrige). Det betyder så, at vi er nødt til at skjule alle portrætbilleder, som klub el. træner har uploadet af en person, indtil denne person giver samtykke i Fodboldpasset. Samtykke er generelt. Dvs. at man ikke skal give samtykke hver gang, at billedet skifter - men bare generelt samtykke til at brugen er ok. 

Dermed bliver klubbernes (dem som anvender Klub-CMS) i en periode lidt ”fattige” på spiller/træner portrætbilleder), men til gengæld hjælper vi Jer på denne måde med at overholde loven på området. Klub-CMS klubberne har naturligvis modtaget info herom. 

Kan vi i klubberne følge med i, hvordan det går med aktiveringen af Fodboldpasset for vores spillere?+

Ja. I KlubOffice er der en funktion, som giver klubben et overblik over fremskridtene i Fodboldpas-aktiveringen i jeres klub.

Fra forsiden skal du gå til 'Overblik', hvorfra du kan se under 'Personer/medlemmer', hvor mange og hvem, der mangler at aktivere deres Fodboldpas i jeres klub. 

Du kan også se det på det enkelte medlem under 'Personstamdata'. Klubben kan genfremsende en reminder om aktivering af Fodboldpasset til deres egne medlemmer. 
Ligeledes har træneren i KampKlar muligheden for at se hvilke spillere, der endnu ikke har aktiveret deres Fodboldpas - og ligeledes at sende en reminder. 

Hvad skal vi som klub gøre?+

I hjælper jer selv allerbedst, hvis I sørger for at oprette/vedligeholde valide e-mailadresser på Jeres medlemmer i KlubOffice. For klubber, som ikke anvender KlubOffice som medlemssystem, er det vigtigt at pointere, at data trækkes fra KlubOffice og altså ikke andre 3. parts systemer. Bemærk at der findes mulighed for elektronisk at overføre medlemmer fra  

  • Conventus
  • Klubmodul 
  • Holdsport 

til KlubOffice. Tag fat i jeres udbyder af medlemssystemet for at høre nærmere. 

Er det både aktive og passive medlemmer i klubben?+

Hvis de er registrerede fodboldspillere, så er fodboldpasset gældende. For klubbens øvrige medlemmer (sponsorer, passive som ikke er fodboldspillere m.v.) er det klubbens eget ansvar at overholde Databeskyttelsesloven. 

Hvad med trænere/ledere/forældre i klubben?+

Alle som har et DBU login skal aktivere deres Fodboldpas, da behandlingen af data gælder for alle. 

Vi har ikke registreret alle vores børnespillere i KlubOffice – hvad gør vi så?+

Alle fodboldspillere skal være registreret (det blev besluttet tilbage i 2014). Så de skal føres ind i KlubOffice. Se her hvordan du kan importere spillere til KlubOffice. 

Er der en vejledning til, hvordan Fodboldpasset aktiveres?+

Ja. Du kan finde guide til aktivering af Fodboldpasset på Klubservice .

Hvad med elitespillere – skal de også have et gyldigt Fodboldpas for at komme på et holdkort?+

Ja, Fodboldpasset gælder også for elitespillere. Dog er et aktiveret Fodboldpas ikke obligatorisk for spilleberettigelse i rækker administreret af Divisionsforeningen. 

Findes Fodboldpasset på flere sprog?+

Nej, Fodboldpasset er på dansk.

Er der nogen form for specifik skriftlig/telefonisk support til klubberne/spillerne/forældrene – også i sommerferieperioden?+

Spørgsmål vedrørende Fodboldpasset - og hjælp til aktivering - skal rettes til din lokalunion. Du kan finde kontaktoplysninger på den relevante hjemmeside. 

Hvor kan vi læse mere om Databeskyttelsesloven?+

Mere om Databeskyttelsesloven. 

Hvis spørgsmålet ikke besvares af ovenstående, kan I skrive til DBU's Data Protection Manager på persondata@dbu.dk. 

sådan ser fodboldpasset ud

Fodboldpas visual Mit DBU.png
Fodboldpas Fodboldpas