Data fra DBU's systemer
DBU’s systemer samler oplysninger, der bruges i den daglige fodboldadministration. Det gælder blandt andet oplysninger om medlemmer, hold, kampe, resultater, kontaktpersoner, turneringer og aktiviteter.
Oplysningerne bruges på tværs af DBU’s løsninger for at gøre det lettere for klubberne at administrere fodbolden, kommunikere med medlemmer og vise relevante informationer på klubbens egne platforme.
Hvad kan klubben bruge data til?
Klubben kan bruge data fra DBU’s systemer til egne fodboldrelaterede formål. Det kan for eksempel være til at administrere medlemmer og hold, vise kampe og resultater, holde kontaktoplysninger opdateret, kommunikere med medlemmer eller præsentere relevante oplysninger på klubbens hjemmeside.
Formålet er, at klubben kan bruge de oplysninger, der allerede findes i DBU’s systemer, uden at skulle vedligeholde de samme data flere steder.
Når data bruges uden for DBU’s egne systemer
Det er ikke alle data fra DBU’s systemer, der kan bruges uden for DBU’s egne løsninger. De data, som klubben kan bruge uden for DBU’s systemer, er de data, der stilles til rådighed via KlubWeb Widgets og KlubWeb API.
Med KlubWeb Widgets kan klubben vise udvalgte DBU-data på klubbens egen hjemmeside i færdige visninger. Det kan for eksempel være kampoversigter, resultater eller stillinger, som indlejres på en side.
Med KlubWeb API kan klubben få adgang til udvalgte DBU-data i en teknisk form, som kan bruges i klubbens egne digitale løsninger eller af en ekstern leverandør på klubbens vegne.
Når data fra KlubWeb API bruges uden for DBU’s egne systemer, skal klubben være særligt opmærksom på, at klubben selv har ansvar for den videre behandling af data. Når klubben bruger data til egne formål, vil klubben som udgangspunkt være selvstændig dataansvarlig for den videre behandling. Hvis data indeholder personoplysninger, skal klubben sikre, at brugen sker i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.
Tredjeparter og eksterne leverandører
En klub kan godt samarbejde med en ekstern leverandør eller anden tredjepart om brugen af data, som klubben har adgang til via KlubWeb API. Det kan for eksempel være, hvis klubben ønsker hjælp til at opsætte en løsning, bearbejde data eller vise data på en platform, som klubben benytter.
Det er dog en forudsætning, at data udelukkende bruges på vegne af klubben og til klubbens egne formål. Tredjeparten må ikke bruge data til egne formål, kommerciel udnyttelse, analyse, produktudvikling eller andre aktiviteter, der ikke direkte vedrører den konkrete klub.