Lektion 1

Tidsplan

Emne Varighed (min.)
Opsamling fra forrige uge  3
Tildeling af rosepartnere 2
Opvarmning 10
Fodboldfærdighed: Overlap 15
Småspil 10
Hjemmeopgave 2
Slutfløjt og afrunding 3

 

Opsamling fra forrige uge

Opgaven fra forrige uges lektion 1 var at øve tæmninger og afleveringer. Spørg eleverne ind til hvordan det er gået med at løse opgaven. Eksempler på spørgsmål:

  • Hvem fik du øvet det med? En ven, alene eller begge dele?
  • Kunne du bedst lide at øve det selv eller med en ven?
  • Var det nemt at tæmme bolden med andre kropsdele end fødderne?

 

Tildeling af rosepartnere

  • Del eleverne op i par, så de hver har en rosepartner.


Opvarmning

  • Opvarmningen består af de seks øvelser, som går igen i alle ugerne.
  • Du kan se videoer af alle opvarmningsøvelserne HER.

Øvelse: Overlap

I denne øvelse trænes overlap, som indebærer at bolden afleveres fremad, til en medspiller, der kommer løbende forbi i høj fart.

Overlapteknikken øves først i par

  • Den ene i parret er forrest, og har bolden i hænderne.
  • Der luntes rundt, indtil den bageste elev øger tempoet og råber ”hep”, umiddelbart inden makkeren passeres.
  • Eleven med bolden kaster den fremad, så eleven i fart kan gribe bolden foran sig.
  • Når bolden er grebet, sættes farten ned igen, og efter et par sekunder gentages øvelsen.

Herefter øves overlapteknikken i grupper á 5 elever

  • Opstil en bane, som danner en rombe, med ca. 20 meter mellem endekeglerne.
  • Én elev starter ved en af keglerne i midten, mens de øvrige fordeler sig ved endekeglerne.
  • Bolden spilles fra den ene endekegle op til eleven i midten, som vender rundt med bolden.
  • Derefter ventes på at eleven, der spillede bolden, siger ”hep”, idet han eller hun kommer løbende og får bolden i et overlap gennem midten.
  • Bolden spilles ned i den anden række, og eleven i midten, flytter sig hen til den anden midterkegle, hvorefter øvelsen gentages.
  • Husk at udskifte eleven i midten løbende, så alle prøver denne rolle.


Småspil

  • Eleverne spiller tre mod tre eller fire mod fire, og så vidt muligt skal rosepartnerne være på samme bane.
  • Det er ikke tilladt at stå stille, alle eleverne skal hele tiden være i bevægelse.
  • Hvis underviseren ser, at en af eleverne står stille, fløjtes der, og hele holdet skal lave fem sprællemænd.

Hjemmeopgave

  • Gå sammen med en ven, forælder eller søskende og øv dig i overlap, hvor I laver temposkift forbi hinanden.
  • Er du alene, kan du øve dig i at lave yder- og indersideafleveringer skråt fremad.
  • Du kan også spille skråt ind på en mur og løbe bolden op.