Hvad er 'En del af holdet'?

Blandt børn og unge med handicap eller særlige behov på specialskoler dyrker mindre end 20 procent idræt i en forening. Det kan f.eks. være autisme, ADHD, udviklingshandicap eller cerebral parese, der gør det svært at passe ind på et fodboldhold eller andet idrætstilbud.

Det er evident, at det gør en positiv og markant forskel for børnenes fysiske og mentale velvære at være en del af en fodboldklub, og derfor er der god grund til at byde flere børn med diagnoser og handicap velkommen i klubber og foreninger.

Som Danmarks største idrætsgren har fodbolden en unik rolle og god mulighed for at hjælpe mange børn og unge med særlige behov. Det vil ske gennem opstart og udvikling af målrettede fodboldtilbud over hele landet, som forhåbentlig vil give langt flere børn og unge i målgruppen lyst til og mulighed for at spille fodbold. Lokalt vil der blive arbejdet med at få fodboldtilbuddene til at blive en succes, hvilket sker i tæt samarbejde med skoler, kommuner og andre interessenter.

’En del af holdet' gennemføres i tæt samarbejde mellem DBU, DBU’s lokalunioner og Parasport Danmark.

Projektets advisory board følger projektet med repræsentanter fra bl.a. Autismeforeningen, ADHD-foreningen, Specialsport.dk samt Lev – Livet med udviklingshandicap.

Novo Nordisk Fonden har givet en bevilling til projektet over en 3-årig periode fra 2023. Det sikrer uddannelse af trænere, træningspakker med udstyr, muligheder for lokale aktiviteter samt meget mere.

Kvinde- og Herrelandsholdet støtter op om ’En del af holdet’. Herrelandsholdet har eksempelvis doneret deres præmiesum fra Kulturministerens idrætspris 2022 til projektet.

’En del af holdet’ blev lanceret i februar 2023