Stævner og kamptilbud

  • Der findes generelt meget få kamptilbud for de fodboldhold, som rummer børn og unge med særlige behov. Der er ingen turneringer og den eneste mulighed for at møde andre klubber og hold er derfor via deltagelse i stævner, fællestræning o.l.
  • En del af holdet' ønsker at bidrage til at der på landsplan tilbydes langt flere stævner og det sker bl.a. ved at understøtte de eksisterende stævner og bidrage til udviklingen af nye. Der er f.eks. mulighed for at man som klub kan søge om et mindre tilskud til afviklingen af et lokalt fodboldstævne for denne målgruppe.
  • Parasport Danmark arrangerer i samarbejde med DBU's lokalunioner 2-3 årlige skolefodboldstævner. Her deltager op mod 1000 børn fra landets specialskoler og skoler med specialklasser hvert år, og formålet er at give dem gode oplevelser med fodbold i skoleregi. Læs mere om skolefodboldstævnerne her.
  • Udover skolefodboldstævnerne afvikles der en række mindre eller større klubstævner landet over, og forventningen er at udbuddet af disse vil øges betragteligt i de kommende år. 

Vil I afvikle et stævne?

Hvis I som klub har lyst til at være værter for et stævne, for børn og unge med særlige behov, er der hjælp at hente. Læs mere herunder, om hvilken hjælp og støtte I kan få.

Alle klubber, som er med i ’En del af holdet’ kan søge om tilskud på op til 5.000 kr. ifm. afvikling af et stævne for børn og unge med særlige behov. Der er en række retningslinjer, som skal være overholdt for at man som klub kan søge om tilskud, og disse er beskrevet herunder.

Retningslinjer for at kunne søge tilskud

  • Klubben som ansøger om tilskud skal være med i ’En del af holdet’.
  • Stævnet skal være målrettet børn og unge.
  • Stævnet skal have deltagelse af hold fra minimum 3 klubber, som er med i ’En del af holdet’. Vi opfordrer til, at man inviterer alle klubber, som har hold for børn og unge med særlige behov.
  • Invitationen til at deltage i stævnet skal altid deles i ’En del af holdet’ facebookgruppen.
  • Dato og lokation for stævnet skal cleares med DBU’s lokalunion inden udsendelse af invitationer.
  • Klubben er afsender på stævnet, og der må ikke bruges logoer o.l. fra ’En del af holdet’ eller projektets parter til at promovere stævnet.
  • De udgifter der søges tilskud til skal være underbygget af fakturaer.

OBS: Vurderingen af hvorvidt en klub kan få tilskud til stævnet sker på baggrund af mængden af ansøgninger, geografisk spredning osv.

Klubber, som ønsker at søge om tilskud, skal række ud til deres kontaktperson i DBU's lokalunion, der vil afklare om det er muligt at få tilskud eller ej. Kontaktpersoner i alle lokalunioner kan ses HER.

Sparring og gode råd:
Som udgangspunkt er det altid værtsklubben, der har hovedansvaret for planlægning og afvikling af et stævne. DBU’s lokalunioner og Parasport Danmark har ikke mulighed for at bidrage med mange ressourcer, men der er altid mulighed for at få sparring, hvis der er ønske om dette. Det kan f.eks. være hjælp til planlægning af kampprogram osv. Ræk ud til din kontaktperson i DBU’s lokalunion hvis du ønsker at få sparring.

Ud fra de erfaringer andre klubber har gjort sig med afvikling af stævner, har vi udviklet en guide med 10 gode råd til de klubber, som gerne vil afvikle et stævne. Klik HER for at tilgå dokumentet.

Det er også oplagt at række ud til nogle af de klubber, som har gode erfaringer med at arrangere stævner for børn og unge med særlige behov. Er du i tvivl om hvem dette er, så kan du enten spørge ud i projektets facebookgruppe, eller skrive til din kontaktperson i DBU’s lokalunion, som kan henvise dig til nogle, der har erfaring med stævneafvikling.