Fodboldskoler for børn og unge med særlige behov

Mere end 25.000 børn og unge deltager hvert år i DBU's almene fodboldskoler landet over. DBU og Parasport Danmark ønsker at børn og unge med særlige behov får langt bedre mulighed for at deltage på en DBU fodboldskole, og derfor arbejdes der tæt sammen med DBU's Fodboldskoleteam. Herunder kan du læse meget mere om hvad det indebærer at afvikle en fodboldskole, og nederst på siden finder du en FAQ, der besvarer alle de typiske spørgsmål.

Et fleksibelt koncept

De seneste år har DBU Fodboldskole været gennem en større udvikling, hvor konceptet bl.a. er blevet meget mere fleksibelt. Det betyder at man i dag kan afvikle en fodboldskole der varer alt fra 6-30 timer fordelt over 2-5 dage, og det giver langt bedre mulighed for at lave en fodboldskole, der passer til ens behov.

Alt dette tager DBU sig af, så I ikke behøver bruge energi på det

  • Billetsalg via fodboldskole.dbu.dk
  • Indhente børneattester hos Rigspolitiet
  • Udbetale godtgørelse til frivillige jf. SKAT’s regler for omkostningsgodtgørelse
  • Udvikle et komplet træningsprogram med hundredvis af aldersrelaterede øvelser (obs: træningsprogrammet er ikke særligt målrettet børn og unge med særlige behov)
  • Bestille, udlevere og ombytte tøj til samtlige deltagere og frivillige

Læs meget mere om DBU Fodboldskole på deres hjemmeside HER.

Hvad får deltagere og frivillige på DBU's Fodboldskoler

Alle deltagere får følgende:

  • Specialdesignet tøjpakke fra hummel
  • Lækker fodbold i Talento-kvalitet fra Select
  • Smart drikkedunk fra Select
  • Flot diplom underskrevet af landstrænerne

Alle frivillige ledere, trænere og assistenter får følgende:

  • Lækker tøjpakke fra hummel
  • Smart drikkedunk fra Select
  • Komplet træningsprogram med øvelser til hele fodboldskolen
  • Omkostningsgodtgørelse (denne varierer ift. rolle og fodboldskolens længde)

Vi ved at der kan være mange spørgsmål når man overvejer at afvikle en fodboldskole for børn og unge med særlige behov. Heldigvis er der hjælp at hente i den FAQ som findes længere nede. Skulle der være spørgsmål som FAQ'en ikke besvarer, eller har du bare mere lyst til at få telefonisk hjælp, så kan du altid række ud til teamet bag DBU Fodboldskole. Det er også dem du skal række ud til, hvis du er klar til at tilmelde din klub og afvikle en fodboldskole for børn og unge med særlige behov:

DBU Fodboldskole Teamet
Mail: fodboldskolesupport@dbu.dk 
Tlf: 4326 5400

FAQ: Spørgsmål og svar ift. DBU's Fodboldskole

Hvad skal vi som klub selv stå for?+

Klubben har 2 primære opgaver, som er beskrevet herunder:

  • At finde de frivillige, som skal sikre at fodboldskolen bliver en succes. Det gælder træner og trænerassistenter samt de mere administrative roller som skoleleder/trænerleder. Klik HER for at se en oversigt over de forskellige frivillige roller og hvad de indebærer.
  • At planlægge et skræddersyet program for dagene, som tager højde for den gruppe af børn/unge der deltager på fodboldskolen. DBU Fodboldskole leverer færdige træningsprogrammer, men disse er ikke målrettet børn og unge med særlige behov, og derfor er dette en opgave som klubben skal stå får.
Er der mulighed for at familier kan få økonomisk støtte til billetkøb?+

DBU Fodboldskole har et samarbejde med KV Fonden, der pt. løber til og med 2025. Hvert år gives ca. 600 børn fra økonomiske trængte familier i udsatte positioner mulighed for at deltage gratis i en DBU Fodboldskole. Det er den klub, som afvikler fodboldskolen, der skal anmode om fribilletter til de børn, der af økonomiske årsager ikke har mulighed for at købe en billet. Man er ikke garanteret en fribillet, da det afhænger af efterspørgslen på landsplan.

Hvad koster en billet til DBU Fodboldskole?+

Billetprisen til DBU's fodboldskoler varierer og er både afhængig af fodboldskolens varighed, samt hvad den klub, som afvikler fodboldskolen ønsker. På DBU Fodboldskoles hjemmeside HER kan man se alle fodboldskoler i Danmark. Ved at klikke på den pågældende fodboldskole kan man læse mere om bl.a. billetprisen.

Hvor mange deltagere skal der til for at afvikle en fodboldskole?+

DBU har en grænse på 24 deltagere for almene fodboldskoler, men denne gælder ikke når der er tale om fodboldskoler for børn og unge med særlige behov. Som udgangspunkt er det altså ikke afgørende om man har 6, 10 eller 14 deltagere, så længe klubben der afvikler fodboldskolen vurderer, at deltagerne kan få en god oplevelse. 

Er der andre som har erfaring med at afvikle fodboldskoler for børn og unge med særlige behov?+

Hvis I gerne vil snakke med en som har erfaring med at afvikle fodboldskole for børn og unge med særlige behov, så er I meget velkomne til at række ud til Line fra Dream Team i Taastrup, som afviklede en DBU Fodboldskole i 2024. Hun kan kontaktes via mail: aou@parasport.dk eller tlf: 2446 7855.

Hvor mange trænere og trænerassistenter kan man have?+

Afvikling af fodboldskoler for børn og unge med særlige behov kræver utvivlsomt ekstra trænere og assistenter ift. almene fodboldskoler. Det er ikke noget problem, da man kan påsætte så mange trænere og trænerassistenter man ønsker til hvert hold. Dog skal man være opmærksom på at de alle skal have godtgørelse, og dette skal tænkes ind når man fastsætter prisen, da det vil være mere omkostningstungt at afvikle en fodboldskole med mange trænere og assistenter.

Hvad koster det for klubben at afvikle en DBU Fodboldskole?+

Det koster ingenting at afvikle en fodboldskole. Hvis klubben ønsker det kan fodboldskolen endda blive en indtjeningskilde, da der er mulighed for at vælge en kompensation til klubben, som lægges oveni prisen. På den måde kan klubben tjene et beløb pr. solgt billet.

Hvor meget godtgørelse får de frivillige?+

Alle frivillige på en DBU Fodboldskole modtager godtgørelse, men størrelsen varierer afhængigt af hvilken rolle man har og hvor lang tid fodboldskolen varer. Klik HER for at tilgå en oversigt, der viser hvad hver type af frivillig får afhængigt af fodboldskolens varighed.

Fodboldskole Taastrup 2024 (1) Billede fra Taastrup Dream Team's DBU Fodboldskole i 2024