Retningslinjer for holdopdeling og gruppedynamik

Er det en god ide at danne hold og træningsgrupper ud fra nogle kriterier?

Argumenter for+

Blandede miljøer på tværs giver mulighed for at opfylde præstationsbehov og spillerudvikling til alle, så både børnenes sociale og individuelle behov dækkes. Man kan veksle mellem at danne hold indenfor rene årgange, indenfor flere årgange og på tværs af køn og klubber. Man kan på skift danne grupper ud fra kriterier som: venner/veninder, fagligt niveau, træningsparathed, sociale kompetencer, at nogen har mere brug for vejledning end andre, der skal være fokus på selvtræning, træne samarbejde og spiludvikling, træning uden voksenstyring osv. 

Fleksibel niveaudeling og nye træningsgrupper med mellemrum er med til at gøre børnene mere tolerante over for hinandens små særheder og er med til at styrke en tryghed ved hinanden og dermed fællesskabsfølelsen.  

Hver gang der laves nye træningsgrupper, skabes der et nyt miljø for spillerne. Når der niveaudeles og inddeles i nye grupper, gøres det for at skabe større mening for børnene og bevare deres egen motivationen, for at styrke fodbold som et holdfællesskab og altså ikke for at forcere en udvikling.  

Den fornemmeste opgave må være at så mange børn som muligt, får adgang til miljøer, der for dem giver mening og som har betydning for deres udvikling både menneskeligt, socialt og fodboldmæssigt. 

Argumenter imod+

Hvis træneren altid alene bestemmer hvem man skal være makker eller i gruppe med. 

Hvis det altid er børnene selv, der bestemmer gruppeinddelingen. 

Hvis grupperne bliver permanente eller faste (selektion). 

Stillingtagen/handlingsanvisning - tekst der kan indføres i børnepolitikken+

Regel: Retningslinjer for holdopdeling og gruppedynamik 

Vi ved at børn udvikler sig i individuelle ryk. Børn er ikke lige interesseret eller lige dygtige til fodbold på en og samme tid, men de er alle lige vigtige og har ret til udvikling. Derfor er det godt for børnene at hold og grupper dannes ud fra forskellige kriterier på skift for netop at tager hensyn til børns forskellige fodboldmæssige og sociale færdigheder, interessegrader og udviklings-potentiale. Vi kalder det at træneren gør brug af differentiering og efterlever løfte herom i DBU’s Børnesyn som børnene har ret til. 

Der kan på skift dannes grupper ud fra kriterier som: venner/veninder, fagligt niveau, træningsparathed, sociale kompetencer, at nogen har mere brug for vejledning end andre, der skal være fokus på selvtræning, træne samarbejde og spiludvikling, træning uden voksenstyring osv.