Alle børn har ret til at være på dannelsesrejse

Alle børn har ret til at være på dannelses- og læringsrejse igennem deres barndom - også når de er til fodbold. Det vil sige, at børn har ret til at erhverve sig livsfærdigheder, hvilket fx sker når de indgår i konflikter. Dette sker fra tid til anden, når de er til fodbold, og her skal vi som voksne ansvarlige i fodbolden hjælpe dem godt på vej.

Børn har altså ret til at fodboldmiljøet udover at gøre dem fodboldkyndige også bidrager til at gøre dem livsduelige og give dem selvindsigt. Børn er i gang med deres karakterdannelse og lærer at forstå dem selv som menneske og samtidig forstå andre, også når de er til fodbold. Fodbolden skal være et forpligtende fællesskab med demokratiske værdier og tydelige normer. På den måde sikrer vi, at vi hjælper børnene på deres dannelses- og læringsrejse.

Fodbold giver nemlig vigtige livsfærdigheder, hvis børnene oplever et miljø, hvor de gennem det at gå til fodbold også trænes i at tale og lytte, trænes i at få venner og bibeholde venner, trænes i at vise initiativ og få lov til at finde på og stille spørgsmål.

 

Det kan du gøre som træner:

Her er nogle eksempler på, hvordan du kan bidrage til ikke kun at træne børnenes fodboldfærdigheder men også deres livsfærdigheder:

  • Du kan gøre spillerne til aktive bidragsydere. Det gør du ved at få børnenes input og forslag.
  • Du kan give børnene ansvar. Det gør du fx ved at tilskynde til, at klargøring og oprydning før og efter træning er en fælles opgave, eller ved indimellem at lade spillerne selv finde på nye spil eller træningsøvelser og afprøve, om de virker.
  • Du kan vise en ægte interesse for spillerne. Det gør du ved at sikre, at du taler med dem en til en.
  • Du kan tilskynde til engagement og refleksion. Det gør du ved at stille børnene spørgsmål.
  • Du kan fremme kammeratskabet på holdet ved at variere grupperne og parrene og lade spillerne opbygge en relation med så mange forskellige holdkammerater som muligt.

Brug Antibulli Fodbolds konkrete værktøjer

Antibulli Fodbold er et online tiltag målrettet trænere på børnehold for 6-12-årige. Det er en app, der består af inspiration, konkrete råd og træningsøvelser, som kan styrke sammenhold og trivsel.

I introøvelserne lærer børnene fx hinanden godt at kende. Det fremmer sammenholdet, når børn kender hinanden godt – det er lettere for dem at blive venner og at acceptere og tage hensyn til hinandens forskelligheder. I introøvelserne lærer børnene at blive opmærksomme på hinanden og hinandens kropssprog. Øvelserne sætter fokus på, hvem børnene er, frem for hvad de kan, og der arbejdes med, at alle bliver set og føler sig som en del af holdet.

Derudover er der konkrete forslag til øvelser uden for banen, som kan være med til at sikre børnenes ret til at være på dannelsesrejse.

Læs mere om Antibulli Fodbold her.

Vil I være klogere på børnerettighederne og sikre, at I overholder dem i jeres klub?

Jeres lokale klubrådgiver kan hjælpe jer med at arbejde i dybden med at implementere det nye børnesyn og udarbejde en børnepolitik i jeres klub. I kan arbejde med det ved at gennemgå jeres eksisterende procedurer på børneområdet og se, om noget skal opdateres. På den måde kan I sikre, at I overholder alle børnerettighederne og dermed bidrager til et godt børneliv for jeres fodboldbørn.