Organisér hver træningsgruppe

Vi anbefaler, at fodboldklubber organiserer hver træningsgruppe med trænere, hjælpetrænere, social-ansvarlige osv.

Det er afgørende, at der er fokus på struktur, planlægning og kontinuitet, når det omhandler organiseringen af klubbens trænere (det være sig lønnede som ulønnede (frivillige)). Det er især vigtigt, at der ikke går viden tabt, når en frivillig træder tilbage. Derfor skal der fokus på at sikre en stærk struktur på tværs af klubben, årgangene og holdene.  

 

Kompetencer og roller:

Cheftræner

Bestyrelsen er ansvarlige for, at der i hver træningsgruppe er tilknyttet én cheftræner, som er den fagligt ansvarlige for gruppen. Cheftræneren er garant for indholdet i den daglige træning, for niveaudelingen eller differentieringen fra gang til gang og undervejs. Han/hun er den, som overordnet set sikrer det gode børnefodboldmiljø i dagligdagen – selvfølgelig bakket op af Børneudviklingstræneren og alle de øvrige børnetrænerne i træningsgruppen. Cheftræneren er garant for, at alle børn får lige meget spilletid til kamp jf. DBU’s Børnesyn. Samtidig er cheftræneren også overordnet ansvarlig for at implementere de rigtige værdimæssige forhold i det daglige arbejde og forklare og stå på mål for dem over for forældregruppen – selvfølgelig med opbakning fra Børneudviklingstræneren og klubbens bestyrelse.

Vi anbefaler at cheftræneren som minimum skal have gennemført C1-trænerkurset.

 

Børnetrænere

Bestyrelsen bør tilstræbe, at der i alle træningsgrupper er børnetrænere nok til, at man kan sikre en træner pr. otte spillere i alle grupper. Børnetrænere kan være forældre, ungtrænere eller andre ressourcepersoner i klubben. Disse skal bakkes op af cheftræneren samt selvfølgelig trænes af Børneudviklingstræneren. Børnetrænerens fremmeste opgave er at afvikle træningen i den rette ånd og med den rette tilgang til spillerne i den pågældende alder. Her forudsættes ingen synderlig fodboldfaglighed, men i højere grad en viden om tilgangen til målgruppen.

Det er selvfølgelig at foretrække, at alle børnetrænere er uddannede eller bliver det løbende.

 

Øvrige roller

Udover at tilknytte cheftrænere og børnetrænere, bør bestyrelsen sikre, at der er flere voksne omkring børnefodbolden. Det kan for eksempel være en social ansvarlig, der har til opgave at sørge for, at der arrangeres og afvikles sociale arrangementer, blandt andet for at styrke fællesskabet i gruppen. Det kan være en eller flere forældre, bedsteforældre eller andre frivillige, der bidrager på denne måde. Der kan også tilknyttes holdledere, der står for det praktiske for eksempel omkring kørsel, udstyr osv.

 

Sådan kan I arbejde med at imødekomme anbefalingen:

Start med at danne jer et overblik over de nuværende roller i jeres børnefodboldafdeling. Lav en samlet oversigt med alle klubbens årgange og hvilke funktioner der findes. Dette kunne for eksempel være:

  • Børneudviklingstræner
  • Cheftræner
  • Børnetrænere
  • Sociale ansvarlige
  • Holdledere
  • Eventuelt andre roller?

Såfremt rollerne ikke er opfyldte på alle årgange, læg da en plan for at rekruttere og tilknytte de ovenstående roller.

Hvad er en træningsgruppe?

En træningsgruppe kan være:

  • en ren årgang
  • en gruppe der træner fast sammen på tværs af årgange
  • en gruppe der træner fast sammen på tværs af køn
  • en gruppe der træner fast sammen på tværs af klubber

Det vil sige det, som man i træningssammenhæng vil betegne som et helt hold.