Q & A - resultatformidling i børnefodbold
DBU's holdning er, at resultatformidling og tabeller ikke hører hjemme i børnefodbolden (før U13) - find her de flest stillede spørgsmål og svar vedr. det aktuelle emne.
DBU's Budskaber
- Børnefodbold skal spilles på børnenes præmisser
- Vi ønsker et udviklingsmiljø i børnefodbolden, og det er ikke foreneligt med et resultat-/præstationsmiljø
- Børn udvikler sig ikke optimalt, hvis de er under pres fra trænere og forældre
- Børn udvikler sig ikke optimalt, hvis fejl får konsekvenser for holdets placering i en tabel
- Svagere spillere skal også have spilletid
- Forældre og trænere skal fokusere på spillernes individuelle udvikling – ikke holdets resultater
- Hvis der fokuseres på holdresultater, er der risiko for at fokus i den daglige træning bliver forkert, og ikke med sigte på den individuelle tekniske udvikling
Argumenter
DBU er store tilhængere af at vinde fodboldkampe - det er trods alt et væsentligt element i spillet. Men når en kamp er spillet færdig, ser vi det som en stor fordel som træner og forælder, at vi kan evaluere på baggrund af den enkelte kamp, og ikke skal have 'tabelspøgelset' hængende over hovedet. For "hvis vi ikke får mindst 6 point i de sidste 2 kampe, så ender vi på sidstepladsen".
Der er kæmpe forskel på, hvad der kræves af eliteidrætsudøvere og af børn i idræt. For børn skal det være sjovt og udviklende, for de professionelle er kravet et andet. Vi skal som voksne tage ansvar for at hjælpe med at forklare dette.
I DBU's optik sikrer den dygtige børnetræner en individuel motivation, med fokus på hver spillers udviklingsområder – dette skulle gerne sikre en større motivation hos den enkelte, mere end at kunne se, hvor man ligger placeret i en stilling om to måneder.
Det er de voksnes ansvar, hvor fokus skal være for børnene, og her må vi tage ansvar for at forklare, hvad fokus skal være – at fokusere på egne (og holdets) udviklingsområder, og yde sit bedste til træning og kamp.
Vores påstand er, at man ikke kan være sikker på en lige kamp, uanset hvor mange resultater, man kan se. Resultater i børnefodbold bliver ofte talt op af de trænere og forældre, der ønsker at se deres eget hold i toppen af en tabel. Vi har en regel om at man må sætte en ekstra spiller på banen, hvis holdet kommer bagud med tre mål – det skulle gerne medvirke til jævnbyrdighed. Og så kan man jo kontakte modstanderholdet inden kampen, uanset om man kan se stillingen eller ej…
Os bekendt stilles børn ikke kollektivt til ansvar for, hvorledes de som klasse præsterer over et skoleår – med mulige konsekvenser for deres klassetrin næste år. I skolen fokuseres på den enkelte elevs udvikling, som lærere og pædagoger opstiller mål for, og støtter op om – det er et udviklingsmiljø DBU er blevet inspireret af og har skelet til.
Det er rigtigt at der er sket en udvikling i samfundet, hvor børn i relation til deres omgivelser, modenmæssigt kan opfattes ældre end de gjorde tidligere. Men det er misforstået hvis vi alene af den grund legaliserer at bringe dem for tidligt ind i et præstationsmiljø, hvor de måles på stillinger og resultater. Baggrunden for DBU's anbefalinger er ikke opstået af, at børn på et mentalt niveau skulle være klar, men i højere grad på baggrund af deres fodboldmæssige udvikling. "Der bør og skal fokuseres på spillernes udvikling i relation til deres fodboldfærdigheder, og ikke på om et givent resultat af en fodboldkamp afstedkommer en specifik placering i en tabel".
I en undersøgelse foretaget i USA*, hvor ca. 10.000 børn og unge er spurgt ind til deres følelser og prioriteringer relateret til den sport de dyrker. I nedenstående skema ses de svar der er givet.
Drenge | Piger |
1. For at have det sjovt! | 1. For at have det sjovt! |
2. For at blive dygtigere! | 2. For at komme i bedre form! |
3. Det er spændende at konkurrere! | 3. For at træne! |
4. For at gøre noget jeg er god til! | 4. For at blive dygtigere! |
5. For at komme i form! | 5. For at gøre noget jeg er god til! |
På 8. pladsen hos drengene og 12. pladsen hos pigerne kom årsagen "for at vinde". * Ewing, M.E. & Seefeldt. V. (1990). American youth and sports participation.