TILSPILSVENDING MED SCORING I 3 MÅL

OM ØVELSEN

I denne øvelse kan du (gennem dine observationer, øvelsesregler og vejledninger) hjælpe dine spillere med at øve og træne – TILSPILSVENDING.

Vendingen anvendes til at blive retvendt før de 2 x afslutning på målene.

Ud over at øve og træne færdighederne, skal spilleren ved de 2 x tilspilsvending bla. forholde sig til at forberede sig til boldmodtagelse fra spiller 1 og 3, hvilken fart har bolden, hvor er jeg ift. firkanten, hvordan vender jeg bedst ind i firkanten, med hvilken vending, jeg skal nå at afslutte inde i firkanten, hvilke mål er frie, osv.

Øvelsens form gør, at du som træner kan tilpasse øvelsen, så spillerne opnår læring og samtidig oplever en sjov og spændende fodboldskole.

 

FORMÅL OG MÅL

Formålet med øvelsen er at øve og træne færdigheden i en øvelse, hvor spillerne samtidig skal forholde sig til andre input end kun færdigheden. Kompleksiteten er større end i præsentationsøvelsen.

Målet er at spillerne bliver dygtigere til færdighederne og samtidig er nærværende samt har det sjovt.

Derfor kan øvelsestiden være længere så spillerne får flere gentagelser.

Du kan forlænge øvelsestiden uden at miste spillernes nærvær ved at tilpasse øvelsen og skrue på konkurrencen.

 

ØVELSEN

Opstilling – se videoen.

4 spillere – 3 angribere og 1 forsvarsspiller.

Spiller 1 og 3 har hver en bold.

Forsvarsspilleren kan placeres, hvor du ønsker det. Du skal også definere, hvornår forsvarsspilleren må løbe ind og forsvare ved at dække målene eller bryde boldbanen.

Forløb - Spiller 1 afleverer til spiller 2.

Spiller 2 modtager bolden foran firkanten og vender med bolden ind i den.

Spiller 2 afslutter i et af de 3 mål.

Når spiller 2 har afsluttet, vendes hurtigt rundt – klar til at modtage en pasning fra spiller 3. Pasningen skal igen modtages foran firkanten.

Spiller 2 vender igen ind i firkanten og forsøger at score på 1 af de 3 mål.
Forsvarsspilleren er blevet på banen og forsvarer igen de 3 mål.

Runden er slut.

 

TILPASNINGER

  • Varier farten på pasningerne.
  • Gør firkanten større eller mindre.
  • Stil krav om en bestemt vending.
  • Flyt gerne rundt på forsvarspositionen mellem runderne, så presset ændres og boldholder skal orientere sig samt træffe forskellige beslutninger.
    • Overvej, hvordan den placering du vælger, påvirker vendespillerens udførelse af vendingen.
  • Forsvarsspilleren kan placeres bagved Spiller 1 og 3, og løbe i pres når bolden spilles til Spiller 2. På den måde skal Spiller 2 vende hurtigt og skarpt og afslutte hurtigt for ikke at blive fanget.
  • Bolden må ikke ligge stille i firkanten før afslutning.
  • Ved 8 spillere kan der laves 2 baner eller være 2 spillere pr. position – holdene skiftes til at afvikle runder.
  • Hvis du laver 2 baner: Banerne kan konkurrere mod hinanden. En spiller fra hvert hold, er forsvarsspiller på den anden bane. Hvilket hold laver flest mål på tid – eller først x antal mål.

 

TRÆNERTIPS

Din opgave

  • spillerne skal prøve at vende med de 3 vendeformer.
  • spillerne skal prøve at vende med begge ben.
  • hold fokus på spillernes udførelse af færdigheden (observation på vendingen)…
    • hvordan tager spilleren imod bolden?
    • hvilken type vending anvender spilleren?
    • hvor mange skridt mellem vending og afslutning?
    • afslutter spilleren i firkanten?
  • brug evt. tilpasningerne til at udfordre spillernes færdigheder og fastholde deres fokus.

Husk – spillerne må meget gerne blive dygtigere til færdighederne 😉, men det er mindst lige så vigtigt, at du holder øje med om spillerne er nærværende og finder øvelsen sjov og meningsfuld.

Læring og glæde skal gå hånd i hånd.

 

TILBAGE TIL TEMAFORSIDE