HAR DIN KLUB BRUG FOR HJÆLP TIL AT OPRETTE EN DBU-GAVEINDSAMLING?

Fodboldklubber, der er medlem af én af DBU´s lokalunioner, kan via DBU indsamle midler til almennyttige projekter. Midlerne er fradragsberettigede for gavegivere.

Det skyldes, at DBU er godkendt som en såkaldt almennyttig organisation, og kan modtage gaver til almennyttige formål. Gaveindbetalinger er fradragsberettigede, og hvis indbetaleren oplyser CPR/CVR nummer ved indbetaling, vil DBU automatisk indberette beløbet til Skat. På den måde kommer fradraget automatisk med på gavegiverens selvangivelse.

 HVAD KAN I SAMLE IND TIL?

I kan samle ind til projekter som ligger indenfor DBU’s almennyttige formål. Det vil eksempelvis sige styrkelse af folkesundheden, udvikling af fodboldens faciliteter (fx bygge- og anlægsprojekter, multi- eller kunstgræsbaner), fremme af fairplay, inklusion og gensidig respekt mellem mennesker m.v. (Se formålsbestemmelserne i DBU’s love.)

HVORDAN OPRETTER I EN INDSAMLING

Oprettelse:

I opretter en indsamling ved at udfylde en anmodning i Kluboffice (Se vejledning i Kluboffice).  DBU får automatisk besked om jeres anmodning og screener denne. Såfremt den lever op til reglerne for gaveindsamlinger (se beskrivelse herover og hos SKAT) godkendes den. Anfør et alternativt formål med gaverne i tilfælde af, at I fx grundet et mangelfuldt resultat for indsamlingen, ender med ikke at realisere projektet.

Indsamling:

DBU sender jer et direkte link til den digitale indsamlingsplatform på www.dbu.dk, hvor indsamlingen foregår. DBU sørger for at anmelde indsamlingen. Gavegiverne indbetaler herefter pengegaver til DBU via den digitale platform. Hvis gavegiveren ønsker det og registrerer CPR-nummer, indberettes beløbet automatisk til SKAT. Gavegiveren skal kunne indsende kvittering på gaven, hvis SKAT beder om det.

Følg indsamlingen:

I kan løbende følge status for indsamlingen via Kluboffice. Her kan I også se og trække liste over de personer, som har doneret penge. Dog får I kun oplysninger på de personer, der har givet samtykke til at ”navn og donation må offentliggøres ved opslag i klub og/eller på klubbens hjemmeside/sociale medier.”

Udbetaling:

Når gaveindsamlingen skal udbetales til klubbens konto, udfyldes denne skabelon, og regnskab/dokumentation for projektets gennemførsel fremsendes til lewi@dbu.dk eller mibj@dbu.dk

HVAD ER EN FRADRAGSBERETTIGET GAVE?
Skattemæssigt fradrag for gaver til idrætsforeninger m.v. forudsætter naturligvis, at der er tale om en gave (uden forventning om modydelse). Der vil ikke være tale om en gave, såfremt gavegiver opnår en modydelse for betalingen. Hvis den lokale håndværker eksempelvis donerer 10.000 kr. og får billetter til et arrangement retur, vil der ikke være tale om en fradragsberettiget gave. Det er irrelevant for vurderingen heraf, hvorvidt donationen langt overstiger værdien af modydelsen eller ej. Udgifterne vil for gavegiver efter omstændighederne være fradragsberettigede efter andre regler.

KAN GAVEGIVER BENYTTE MOBILEPAY?

Ja, gavegiverne kan betale med mobilepay på den digitale indsamlingsplatform, som DBU stiller til rådighed.

Vi har desværre ikke mulighed for at oprette et specifikt Mobilepay nummer, som I kan få og benytte til jeres indsamling. I må desværre heller ikke som privatperson eller klub bruge MobilePay til gaveindsamlingen. Dette skyldes, at det kræver en tilladelse fra indsamlingsnævnet at have denne gaveindsamling.

 HVOR FINDER VI MERE INFORMATION?

  • Læs mere om jeres muligheder via dette link
  • Kontakt Lene Wittek-Holmberg, lewi@dbu.dk eller Mikkel Høgdahl Bjerg, mibj@dbu.dk  hvis du har spørgsmål