Ordensreglement for DBU-arrangementer
1 Formål og gyldighedsområde
1.1 Formålet med DBU’s ordensreglement er at sikre en god og sikker afvikling af DBU arrangementer, hvor alle deltagere føler sig velkomne og trygge i forbindelse med afviklingen af arrangementet. Vi opfordrer derfor alle til at bidrage til en god stemning. Det er DBU’s ambition at skabe en fankultur præget af fællesskab, sammenhold og respekt for hinanden.
1.2 DBU’s ordensreglement gælder i tillæg til det i forvejen gældende ordensreglement for det sted, hvor DBU arrangementet afvikles og gælder for alle fodboldkampe i ind- og udland, hvor et af DBU’s landshold deltager, samt øvrige DBU arrangementer, herunder fanzoner, fancamps og øvrige events i tilknytning til DBU arrangementet.
2 Adgangskontrol
2.1 Deltagere til et DBU arrangement skal være i besiddelse af gyldige billetter, adgangskort eller særlig tilladelse, som skal fremvises på forlangende af kontrollører, vagter eller andet personale. Billetsvindel politianmeldes. Regler for køb af billetter kan findes på https://www.dbu.dk/om-dbu/privatlivspolitik/betingelser-og-vilkaar/
2.2 Under fodboldkampe opdeles stadion i flere sektioner og områder, herunder specifikke sektioner og områder forbeholdt udeholdets tilhængere. En billet giver adgang til dét indgangs-, service- og tilskuerområde, anført på billetten. Det er kun tilladt at købe billetter til det eller de sektioner, der er dedikeret til tilhængere af det landshold, som deltageren er tilhænger af.
2.3 Deltagere må kun udvise tilknytning til det landshold, som sektionen er dedikeret til, herunder ved sprogbrug, gestikulation, påklædning eller anden form for udvist tilhørsforhold. Overtrædes dette, kan DBU, kontrollørerne og/eller politiet efter eget skøn afvise eller bortvise deltageren fra arrangementet.
2.5 Kontrollører, vagter eller andet personale er til enhver tid berettiget til at anvise en anden plads eller område, hvis det anses for nødvendigt af hensyn til sikkerhed eller sundhed. Deltageren er forpligtet til at følge disse anvisninger. Deltageren kompenseres ikke i anledning heraf.
2.6 Børn under 12 år skal være ledsaget af en person over 18 år.
2.7 Deltagere skal på ethvert tidspunkt følge eventuelle instruktioner, der gives via højtaleranlæg, storskærme, DBU’s arrangementsansvarlige, kontrollører, vagter, politiet, andet personale eller myndigheder.
3 Sikkerhedsforanstaltninger
Videoovervågning og ansigtsgenkendelse
3.1 I forbindelse med afvikling af fodboldkampe på et stadion foretages der videoovervågning af området både på og omkring stadion.
3.2 Til herrelandsholdets kampe i Parken bruges der automatisk ansigtsgenkendelse ved indgange og på stadion under selve kampafviklingen. Formålet er at håndhæve karantæner udstedt af DBU, klubkarantæner samt generelle karantæner udstedt af politiet. Du kan læse mere om DBU’s behandling af personoplysninger i https://www.dbu.dk/om-dbu/privatlivspolitik/ .
Visitation ved indgange
3.3 Alle deltagere og tasker visiteres for ulovlige genstande ved indgangene til et DBU arrangement. (Maksimal taskestørrelse er 40 x 30 x 25 cm.)
Ulovlige genstande
3.4 Det er ikke tilladt at medbringe følgende genstande til et DBU arrangement:
- alkohol og euforiserende stoffer;
- våben, herunder attrapper;
- genstande som er egnet til at anvendes som våben eller kasteskyts;
- fyrværkeri, pyroteknik, romerlys eller andre pyrotekniske genstande;
- genstande, der fylder uforholdsmæssigt meget;
- laserpenne, droner eller andet elektronisk udstyr;
- megafoner, trommer og andre musikinstrumenter (uden forudgående skriftlig tilladelse fra DBU);
- effekter af ideologisk eller reklamemæssig karakter samt genstande der tjener til kommercielle formål og som kan ses af andre eller er medbragt med henblik på omdeling blandt øvrige deltagere;
- genstande eller effekter, herunder bannere og flag, hvorpå der er påtrykt, skrevet eller på anden måde synligt gives udtryk for racistiske, politiske, kriminelle eller anden form for utryghedsskabende budskaber;
- andre genstande, der kan bringe sikkerheden og ordenen til arrangementet i fare.
3.5 Kontrollører, vagter eller andet sikkerhedspersonale er berettiget til efter eget skøn at afvise medbragte genstande, hvis det vurderes, at genstandene kan være til skade eller gene for andre deltagere.
Adfærd
3.6 Der må ikke udvises en adfærd, der skaber, eller er egnet til at skabe, utryghed for andre deltagere i DBU arrangementet, eller som kan forvolde skade eller på anden måde bringe andre i fare eller i risiko for at lide overlast. Det er således ikke tilladt for deltagere at:
- maskere sig;
- udvise truende og intimiderende adfærd;
- kaste med genstande af enhver art, herunder øl;
- tænde ild og affyre fyrværkeri eller andre pyrotekniske genstande;
- være beruset i en grad der skaber utryghed for andre;
- være påvirket af euforiserende stoffer;
- opholde sig på trapper, flugtveje og i gangarealer;
- klatre op på eller over bygninger og indretninger, herunder facader, hegn, mure, indhegninger af spillerfelter, afspærringer, belysningsanlæg, kameraplatforme, træer og master af enhver art, samt at betræde områder, hvor der tydeligvis ikke er adgang for deltagere;
- skrive, male, klæbe eller ophænge noget på bygninger og lignede;
- medføre eller åbenlyst bære tegn eller symboler af racistisk eller voldelig karakter, eller som relaterer sig til kriminelle miljøer;
- udvise adfærd (verbal som fysisk), der er racistiske, homofobiske eller i øvrigt diskriminerende;
- urinere eller på anden vis besørge sig selv på andre områder end toiletterne;
- tage billeder og videooptagelser til kommerciel brug uden forudgående særlig skriftlig tilladelse.
3.7 Kontrollører, vagter eller andet sikkerhedspersonale er berettiget til efter eget skøn at afvise eller bortvise en deltager fra et DBU arrangement, hvis deltageren udviser en uacceptabel adfærd, der vurderes uforeneligt med arrangementet, udviser tegn på påvirkning af euforiserende stoffer eller virker stærkt beruset.
4 Overtrædelse af DBU’s ordensreglement
4.1 Overtrædelser bliver sanktioneret af DBU og evt. politiet, og kan/vil blandt andet medføre:
- afvisning ved indgangen og annullering af billet;
- øjeblikkelig bortvisning fra stadionområdet;
- forbud mod at deltage i DBU’s arrangementer i ind- og udland (karantæne i minimum 6 måneder og i særligt grove tilfælde fra 4 år);
- permanent eller midlertidig lukning af DBU-profil/medlemskab, herunder billetkøb;
- ekskludering fra eventuelle loyalitetsprogrammer;
- politianmeldelse, hvis overtrædelsen skønnes at være en strafbar handling.
4.2 Overtrædelser, der medfører sanktioner, berettiger ikke deltageren til erstatning, kompensation eller refundering af billet eller andre omkostninger, uanset om disse er direkte eller indirekte forbundet med arrangementet eller den pågældende episode.
4.3 Kontrollører, vagter eller andet sikkerhedspersonale er berettigede til at bortvise persongrupper, hvis overtrædelsen ikke kan tilordnes en enkelt person og overtrædelsen i øvrigt er karakteristisk for hele gruppens opførsel.
5 Bøder
5.1 Deltagere, der forcerer eller forsøger at forcere hegnet omkring fodboldbanen eller på anden vis opnår eller forsøger at opnå adgang til fodboldbanen, pålægges en bøde på kr. 10.000.
5.2 Deltagere der:
- medbringer eller benytter fyrværkeri eller andre pyrotekniske genstande;
- kaster genstande, herunder øl, på eller mod banen og/eller andre tilskuere;
- besidder eller benytter maskering;
- i strid med en udstedt karantæne tager eller forsøger at tage ophold på et stadion i forbindelse med en kamp arrangeret af DBU.
pålægges en bøde på kr. 5.000.
5.3. Udover ovennævnte bøder vil overtrædelsen blive vurderet og sanktioneret efter punkt 4.
6 Erstatningsansvar
6.1 Adgang og ophold til et DBU-arrangement sker på deltagerens eget ansvar. DBU er ikke ansvarlig for person- eller tingskade som følge af ulykker, tyveri, øvrige handlinger eller undladelser, som en deltager pådrager sig.
6.2 En overtrædelse af ordensreglementet kan i tillæg til en eventuel bøde medføre erstatningsansvar samt regreskrav for det tab, DBU måtte have lidt som følge af den pågældende overtrædelse.