Poul Højmose

Mange har været med til at skabe den succes, fodbold for kvinder og piger er blevet i Danmark, og som i 2025 tæller 79.851 aktive spillere, deraf 55.874 under 18 år.

Poul Højmose har mere end de fleste sin andel i, at vi nu tilhører verdenseliten. Han havde som cheftræner hjulpet Hjortshøj-Egå til at vinde det danske mesterskab to gange, da DBU ansatte ham i 1987 og gav ham ansvaret for talentudvikling og for sine unge landshold.

Med på mesterholdet i HEI var Susan Mackenzie, som han nu har været gift med i snart 33 år. Hun præsterede 6 mål i 27 landskampe fra 1983 til 1993.

Det var med Poul Højmose som cheftræner, Danmark i 1998 vandt den første officielle turnering om Europa Mesterskabet for U/19-piger med en sejr på 4-3 over Frankrig i finalen.

Efter VM-slutrunden i USA i 1999 overtog Poul Højmose A-landsholdet efter Jørgen Hvidemose. I de følgende seks år som den første fuldtidstræner i dansk kvindefodbold blev det til 72 kampe med 31 sejre, 10 uafgjorte, 31 nederlag og en målscore på 141-107.

I 2001 var han en af initiativtagerne til ’Dansk kvindefodbold i verdenseliten’ – et projekt, der var et samarbejde mellem DBU og Team Danmark og som skabte grundlaget for den position, det danske landshold har på den internationale scene.

Som aktiv spillede Poul Højmose for Grønbjerg IF, Spjald GIF og Videbæk IF. Da han som 20-årig pådrog sig en skade, satsede han på gerningen som træner, blandt andet for de mandlige hold i IK Skovbakken og Silkeborg IF, hvor han var assistent for den svenske cheftræner Bo Johansson, da klubben i 1994 vandt det danske mesterskab for første og hidtil eneste gang.

Fra 2011 til 2020 var Poul Højmose ansvarlig for talentudvikling og elitesatsning i IF Lyseng; et arbejde, der medførte, at AGF i samarbejde med IF Lyseng, VSK-Aarhus og IK Skovbakken overtog DBU-licensen og nu har etableret sig som en af klubberne i den bedste hjemlige liga.

Poul Højmose er uddannet typograf og skolelærer i pædagogik, historie og idræt.

Efter talrige tillidshverv i sit liv (i blandt andre Fødevareministeriet og Sundhedsstyrelsen) og jobs som skoleleder har Poul Højmose nu sin egen selvstændige virksomhed, hvor han arbejder som coach, vejleder og mentor for nye unge ledere (i den pædagogiske verden) samt for udfordrede og udsatte børn og unge.

Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2025.

- Født 28. september 1954 i Grønbjerg
- Diplomtræner-uddannelse i DBU 1993-95
- UEFA PRO-træner licens 1995