Alle børn har ret til et godt børneliv

Selvom børnene er i fodboldklubben, fordi de godt kan lide at spille fodbold, skal vi voksne huske, at fodboldbørn ikke kun er fodboldspillere. De er først og fremmest børn. Det er vigtigt, at vi som voksne ansvarlige ser børnene som individer og ikke kun som fodboldspillere. Det betyder, at vi skal være interesserede i og med fordel kan kende til andre områder af barnets liv, så vi kan sikre, at klublivet bliver en del af et samlet balanceret børneliv.

 

Kend dine spillere

Som træner skal man altså kende sine spillere også på et menneskeligt plan, så man kan være med til at sikre et godt børneliv.

Et godt råd til trænere kan være at lade træningen begynde ved boldpumpen og ved klargøringen af de materialer, som skal med ud på banen. Her kan man som træner lære meget om sine spillere. Her kan der nemlig skabes et rum til den uformelle og hyggelige snak med en eller flere spillere, og man lærer hinanden bedre at kende uden, at det nødvendigvis handler om fodbold. Mange børn er vilde med at fortælle og spørge løs, og som træner kan du selv spørge dem, der ikke af sig selv fortæller fx på vej ud på banerne og tilbage igen.

Dette element er ikke kun for børnenes skyld. Som træner kan du lære meget af og om dine spillere gennem observation og interaktion. På den måde kan du blive klogere på, hvordan din næste guiding eller udfordring af den enkelte spiller kan gribes an.

 

Vil I være klogere på børnerettighederne og sikre, at I overholder dem i jeres klub?

Jeres lokale klubrådgiver kan hjælpe jer med at arbejde i dybden med at implementere det nye børnesyn og udarbejde en børnepolitik i jeres klub. I kan arbejde med det ved at gennemgå jeres eksisterende procedurer på børneområdet og se, om noget skal opdateres. På den måde kan I sikre, at I overholder alle børnerettighederne og dermed bidrager til et godt børneliv for jeres fodboldbørn.