1941-1960

1941 
Den 19. oktober får sjællandsk fodbold sin første spiller på landsholdet, Hilmar Staalgaard fra Køge, som hjælper Danmark til en 2-1 sejr over Sverige i Idrætsparken.

1942
DBU's forretningsudvalg vedtager i foråret at arrangere et junior-stævne for samtlige lokalunioners udvalgte hold med en aldersgrænse på 16 år. Der er DBU's formand Leo Frederiksen, som tager initiativet til denne populære nyskabelse. Han mener, der er behov for en opmuntring midt i den "mørke" krigsstid, og den kan bedst fremskaffes ved at gøre noget særligt for de unge talenter; "morgendagens mænd" som han kalder dem. Det første stævne afvikles i Odense fra den 23. til den 25. maj. Jylland vinder 3-1 over København i finalen.

1945
På sit ekstraordinære bestyrelsesmøde den 26. maj går DBU ind for at spille ungdomslandskamp mod Sverige og Norge. Der fastsættes ikke nogen aldersgrænse. Men det vedtages, at spillere, der har haft mere end én A-landskamp, ikke må anvendes. Den 26. august spiller Danmark sin første ungdomslandskamp mod Norge og vinder 5-1.

1947
Carl Aage Præst fra ØB og Poul Petersen fra AB er med på Europa-holdet, som taber 6-1 til Storbritannien i overværelse af 134.000 tilskuere på Hampden Park i Glasgow. Karl Aage Hansen fra AB og målmanden Ove Jensen fra B93 er reserver til det europæiske hold.

1948
Den 9. juni vedtages loven om bevilling til tipning i Danmark, og den 21. juni stiftes Dansk Tipstjeneste A/S.

Den 13. august opnår Danmark olympisk bronze ved på Wembley at vinde 5-3 over Storbritannien, mens Sverige sikrer sig guldet med en 3-1 sejr over Jugoslavien i finalen.

1949
Den 29. april udleveres de første tipskuponer i Danmark - til kampdagen den 8. maj.

Den 11. september spiller Danmark for første og eneste gang to A-landskampe samtidig. Det bedste hold vinder 2-0 over Norge i Oslo, mens det næstbedste taber 2-0 til Finland i Idrætsparken, hvor Poul "Rassi" Rasmussen fra Maribo skriver historie ved at blive den første serie-spiller på et dansk A-landshold.

1950
Den 5. juli spiller Danmark sin første ynglingelandskampe ved at spille 0-0 mod Norge i overværelse af 7.500 tilskuere på Bislett Stadion i Oslo.

DBU efterkommer et ønske fra lokalunionerne og arrangerer et slutspil om det danske mesterskab for ynglinge. Det afvikles som en cup-turnering for lokalunionernes bedste klubhold. I den første finale vinder OB 4-2 over Nakskov.

1951
På den nordiske kongres i København den 27. april foreslår Sverige, at landskampsamarbejdet skal omfatte A-landskampe samt B-landskampe og ungdomslandskampe, hvor deltagerne ikke må fylde 22 år i det kalenderår, hvor kampen afvikles. Finland ønsker dog indtil videre kun at medvirke i A- og B-landskampe.

1952
Den 22. juni spiller Danmark sin første B-landskamp, som vi vinder med 4-1 over Sverige i Idrætsparken i overværelse af 13.000 tilskuere.

1954
Køge Boldklub vinder som den første provinsklub det danske mesterskab.

Den 13. juni dannes Det Europæiske Fodbold Forbund (UEFA). Som den første præsident vælges DBUs formand Ebbe Schwartz, der bestrider der ærefulde erhverv til 1962.

DBU indfører Landspokalturneringen, der er åben for samtlige klubber under lokalunionerne.

1955
10.000 tilskuere ser AGF vinde 4.0 over Aalborg Chang i Idrætsparken i DBUs første landspokalfinale.

KB inviteres til at deltage i den første Europa Cup-turnering for mesterhold, men overlader sin plads til AGF, der netop har vundet det danske mesterskab. AGF taber 2-0 til Stade de Reims i Idrætsparken, men opnår 2-2 i returkampen.

Den 2. oktober indvies den nye tribune i Idrætsparken med en landskamp mellem Danmark og England. 50.000 tilskuere ser Knud Lundberg score på hovedstød, men England vinder kampen 5-1

1956
Den 1. juli optræder det danske landshold for første gang i dansk fjernsyn med et hjemmebane nederlag på 2-5 til Sovjet. DBU sælger 2. halvleg til Danmarks Radio for 2.000 kroner - på et tidspunkt da næsten samtlige billetter er solgt.

På DBU's repræsentantskabsmøde den 18. og 19. august vedtages det at ændre og udvide Danmarksturnering til tre divisioner á 12 hold - gældende fra foråret 1958. Den kommende turnering skal løbe over tre halvsæsoner, hvorefter turneringen skal følge kalenderåret.

1957
På UEFA's kongres i Folketingssalen på Christiansborg vedtages forslaget om en turnering for de europæiske landshold. Nations Cup, der på kongressen i juli 1966 i London ændres til Europa Mesterskabet.

DBU indfører et fodboldteknik-mærke i guld, sølv og bronze. Niels Erik Rasmussen fra B1901 bliver den første "gulddreng".

1959
Den 3. december spilles på Odense Stadion den første turneringskamp i dansk fodbold i elektrisk lys. B1909 vinder 9-2 over Ikast fS i 1/8-finalen i DBUs landspokalturnering.

1960
Den 16. juli mister otte danske fodboldspillere livet ved en flyulykke i Kastrup på vej til en olympisk forberedelseskamp i Herning.