Det bliver med dansk deltagelse, når U17-EM for drenge løber af stablen på Cypern til maj. Danmarks U17-landshold har netop kvalificeret sig til EM-slutrunden efter en 7-0 sejr over Georgien.

Hattrick-helt for U17-drengelandsholdet, Oliver Højer, jubler over EM-billetten:

”Det er fantastisk, at vi har kvalificeret os til EM. Hele holdet har knoklet for at få kvalifikationen i hus, og nu har vi sikret den. Alle på holdet er glade og stolte over denne bedrift. Vi glæder os til at kæmpe for Danmark, når EM-slutrunden sparkes i gang. Det bliver kæmpestort,” siger Oliver Højer.

Danmark indledte den afgørende EM-kvalifikation med en målløs uafgjort mod Tyrkiet, mens gruppespillets anden kamp blev en 1-0 sejr over Serbien. Og Danmark tog favoritværdigheden til sig, da de sluttede af med en sejr over Georgien og sikrede sig EM-billetten.

Det danske U17-herrelandshold vandt dermed gruppe 6 med syv point. Serbien tog andenpladsen.

16 hold deltager ved EM-slutrunden, som afholdes på Cypern fra den 18. maj til 5. juni i år.