Kvindelandsholdet sparker snart en intens EM-kvalifikation i gang, hvor der skal spilles seks kampe på tre måneder.

EM-jagten starter mod to vigtige opgør mod Tjekkiet og Belgien i starten af april, og landstræner Andrée Jeglertz har nu udtaget truppen.

23 spillere er udvalgt til de to kvalifikationskampe, hvor der er comeback til Katrine Veje og Mille Gejl, der begge missede samlingen i februar på grund af skader.

I truppen er der også genvalg til 18-årige Jóhanna Fossdalsá fra BK Häcken, der imponerede i sin debut for Danmark mod Østrig for en måned siden.

Andrée Jeglertz ser frem til at tage hul på EM-kvalifikationen:

”Vi glæder os rigtig meget til at starte jagten på EM 2025. Vi havde en god træningssamling i Marbella, hvor vi fik forberedt os godt. Vi går ind til en kvalifikation, hvor alle kampe er svære, og det er vigtigt at komme godt fra land – forhåbentlig med to sejre,” siger Andrée Jeglertz.

”Vi håber særligt på stor opbakning i Viborg, når går løs mod Belgien. Det er en nøglekamp, hvor støtten fra de danske fans kan blive afgørende og give os et sidste rygstød,” siger landstræneren.

Kvindelandsholdet møder Tjekkiet på udebane fredag den 5. april kl. 18.00, og tirsdag den 9. april gælder det kampen mod Belgien på Viborg Stadion. Du kan finde billetter til hjemmekampen på billet.dbu.dk. Opgøret mod Tjekkiet kan ses på DR2, mens kampen mod Belgien vises på DR1.

Du kan følge Danmarks rejse mod EM i Schweiz og blive opdateret på billetsalg og fanaktiviteter på fordanmark.dk.

Se hele truppen herunder:

Truppen EM-kval april 2024