Mens Herrelandsholdet i november bookede billetten til sommerens EM-slutrunde med tre hjemmekampe i Parken, sluttede Kvindelandsholdet et stærkt efterår af med at vinde 14-0 over Georgien i Viborg.

Sejren var den femte ud af fem mulige i EM-kvalifikationen og sørgede dermed for en perfekt start i jagten på at komme til EM i England i 2021. Status er i skrivende stund maksimumpoint (15) og en målscore på 29-0 halvvejs gennem kvalifikationsturneringen.

Landstræner Lars Søndergaard ser meget positivt på det forgangne år, der ikke forløb uden udfordringer, men endte med at sætte Kvindelandsholdet i en fordelagtig position forud for anden halvdel af EM-kvalifikationen:

”2019 havde både opture og nedture. Vi vidste godt, at vi kunne få slag over næsen i foråret, fordi vi havde et svært program med kampe mod England og Frankrig. Opturene kom til gengæld på det rigtige tidspunkt, og vi kunne ikke stå meget bedre nu. Vi går alle sammen ind til 2020 med en stor tro på, at vi kvalificerer os til EM, men det kræver hårdt arbejde og fokus,” siger Lars Søndergaard.

Med lutter sejre mod Malta, Israel, Bosnien-Hercegovina og Georgien over to omgange kunne resultaterne ikke være meget bedre, men særligt holdets spillemæssige udvikling glæder landstræneren:

”Vi er kommet rigtig langt med den måde, vi vil spille på. Vi vil være spildominerende både offensivt og defensivt. Offensivt med en balance mellem at være boldbesiddende og spille direkte. Defensivt med et fremadrettet udtryk, hvor vi med et højt pres prøver at tage teten,” forklarer landstræneren, som roser holdets kultur og de mange unge spillere som blandt andre Sofie Svava, Emma Snerle og Mille Gejl, der har spillet sig ind i varmen i løbet af 2019:

”Vi har fået skabt et rigtig godt miljø, hvor spillerne kan udvikle sig. De unge spillere er gået uimponeret ind på holdet og har bidraget med kvalitet og friskhed, men det har de kun kunnet gøre så ubesværet, fordi de rutinerede spillere er vokset i deres lederroller og har hjulpet de nye spillere ind i trygge rammer,” fortæller Lars Søndergaard.

Danmark tester mod verdenstoppen
Til april tager Kvindelandsholdet hul på den sidste halvdel af EM-kvalifikationen. Inden da venter en spændende styrkeprøve i form af træningsturneringen Algarve Cup i starten af marts. Her er Danmark nemlig sikret tre kampe mod nogle af de bedste landshold i verden:

”Vi skal bruge Algarve Cup til at se, hvor vi egentlig står mod topklassemodstandere. Vi skal holde fast i vores spillestil og fokusere på os selv. Vi vil blive presset på tempo og fysik. Specielt defensivt vil vi blive mere udfordret, end vi har været hidtil i EM-kvalifikationen,” vurderer Lars Søndergaard.

VM-kvartfinalisterne Norge er modstanderen i den første kamp den 4. marts, og her spår landstræneren en tæt kamp mod ét af de hold, Danmark gerne vil måle sig med:

”Det bliver en spændende kamp, fordi de er rangeret over os på verdensranglisten (red. Danmark er nr. 16, Norge er nr. 12). Det er en kærkommen lejlighed til at se, hvor langt vi er kommet.”

Kvindelandsholdets anden kamp ved Algarve Cup er på papiret endnu sværere. Her venter enten Tyskland eller Sverige, der er henholdsvis nummer to og fem i verden.

Lars Søndergaard lægger ikke skjul på, hvad det altoverskyggende mål for 2020 er; Danmark skal være blandt de 16 nationer, der i sommeren 2021 kæmper om europamesterskabet i fodboldens hjemland:

”Spillerne er ambitiøse og meget målrettede, og de vil rigtig gerne til en slutrunde. Det gælder både de mere erfarne spillere og de unge spillere, der de seneste år har været til EM med ungdomslandsholdene. Målet er at komme til EM, men vi kommer ikke sovende til det. Vi skal blive ved med at forbedre os,” slutter Kvindelandsholdets træner.

Du kan følge Kvindelandsholdet tæt på de sociale medier Facebook og Instagram, mens du finder kampprogrammet lige her.