Danmarks nationalstadion Telia Parken bør moderniseres. Således lyder visionen fra DBU’s bestyrelse, der sammen med Københavns Kommune og Parken Sport & Entertainment afsøger mulighederne for at modernisere Telia Parkens rammer og faciliteter. En modernisering, der skal være for både fans, spillere og sponsorer, og så Herrelandsholdets hjemmebane fortsat kan være i Telia Parken, lyder det i visionsplanen.


Siden udmeldingen om DBU’s stadionønsker så dagens lys sidste efterår, har DBU været i tæt dialog med en række kommuner, virksomheder og organisationer samt fået foretaget en analyse af, hvilke muligheder der egner sig bedst for dansk fodbolds fremtid. På den baggrund har DBU’s bestyrelse besluttet at ville tilbyde at være aktiv samarbejdspartner i en mulig modernisering af Telia Parken, forklarer formand i DBU, Jesper Møller:

”Vi har allerede en fin dialog med Københavns Kommune og Parken Sport & Entertainment og kan med bestyrelses beslutning nu blive mere konkrete i forhold til at undersøge mulighederne for en modernisering samt mulig udvidelse af Telia Parken potentielt med plads til 50.000 tilskuere.  Vi vil gerne kunne byde på EM- og VM-værtskab for kvinder i 2025 og 2027, men vi prioriterer også bæredygtighed, så stadions både bliver brugt af landshold, klubhold og til andre aktiviteter. Vi ønsker det bedste for spillere, fans og ikke mindst dansk fodbold, og det mener vi kan lykkes med denne model,” udtaler Jesper Møller.


Københavns overborgmester Frank Jensen (S) støtter op om planerne om at fremtidssikre og udvikle Parken på det ikoniske sted på Østerbro:

”Parken er hele Danmarks nationalstadion. Med en central placering i København og betjening af to metrostationer har vi en helt unik ramme for fodbolden i hovedstaden. Og jeg ved, at alle danskere og københavnere, store som små, har unikke fodboldminder fra Parken. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu skal se på mulighederne for skabe endnu bedre og større rammer for danske fodboldoplevelser på Østerbro. Det kan også være med til at sikre, at København får flere store sportsbegivenheder som EM 2021 i fremtiden,” siger Frank Jensen.


Telia Parken – og Idrætsparken før det – har i årtier været Danmarks nationalstadion og rammen om mange store oplevelser og kampe med Herrelandsholdet i fodbold. Nu vil DBU bidrage til en analyse af muligheden for at modernisere Parken, når det kommer til tilskuer-faciliteter, VIP-afsnit samt forholdene for spillere og andre medarbejdere omkring de store kampe. Parken Sport & Entertainment vil som ejer have den endelige beslutningskompetence, men DBU’s bestyrelse har besluttet at tilbyde at være aktiv part i arbejdet.