Den Røde Mur. Det er fremover navnet på det stemningsafsnit på den nedre del af B-tribunen i Parken, hvor de mest højlydte og stemningsskabende fans af det danske landshold befinder sig. Og fansene har i høj grad selv været en del af den navngivningsproces, der nu ender ud med navet Den Røde Mur.

”Der er megafedt, at vi nu har fået et navn til vores tribune. Det har været sjovt at følge med i de mange kreative navneforslag. Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke har skullet vælge! Heldigvis er det fanklubben og et godt panel af passionerede fans, som har sorteret, stemt og endeligt valgt ‘Den Røde Mur’ som det nye navn. Jeg håber, at muren går en skøn og larmende fremtid i møde,” siger DBU’s fankoordinator Anders Hagen.

Navnet er fundet efter en længere proces, hvor fansene har været involveret fra start til slut. Først kunne alle fans af Herrelandsholdet komme med forslag til navne. Herefter nominerede et panel bestående af landsholdsfans, repræsentanter fra spillertruppen og DBU sammen 10 navne som blev samlet i en afstemning. Her var det udelukkende medlemmer af Herrelandsholdets Fanklub, der havde mulighed for at stemme, og med en tredjedel af alle stemmer blev det nye navn Den Røde Mur.

Fredag blev det nye navn afsløret ved et stort fanarrangement på B-tribunen i Parken, hvor 250 medlemmer af Herrelandsholdets fanklub brugte et par timer til hyggeligt samvær med andre fans. Undervejs var der taler fra Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, og Henrik Store Larsen, dansk topscorer ved EM ’92, før navnet blev afsløret. Afslutningsvist blev fansene mødt af de danske landsholdsspillere, der gik på banen i Parken til den sidste træning før braget mod Schweiz.

Rasmus Hasager, der er sæsonkortholder og altid på plads på den tribune, der nu går under navnet Den Røde Mur, er begejstret for navnet.

"Det er meget vigtigt, at tribunen nu får sit eget navn, og det har den savnet. I Dortmund har de Den Gule Mur, der virkelig er en af fodboldens helt store tribuner, og jeg håber, at vi kan tage noget af den stemning med til landskampe i Parken," siger Rasmus Hasager, der også var med til fanarrangementet fredag aften.

Den Røde Mur blev udsolgt til kampen mod Schweiz på få timer.