Når pengene gøres op i landets breddeklubber, kan det være svært at finde luft i budgettet til at sende ungdomshold afsted på træningsture. Men så er der hjælp at hente hos DBU’s Ungdomsfond.

Kvindelandsholdets tidligere anfører og nuværende assistenttræner, Katrine S. Pedersen, er bestyrelsesmedlem for DBU’s Ungdomsfond. Hun er dermed med til at bestemme, hvem der skal have økonomisk støtte.

Katrine S. Pedersen ser selv tilbage på træningsturene som ungdoms- og landsholdsspiller med stor glæde. Hendes forhåbning er, at hun kan være med til at genskabe de samme følelser for andre unge fodboldspillere:

”Unge mennesker vil gerne spille fodbold og blive bedre, og oplevelser er en del af at blive bedre. Det er en stor del af deres udvikling – både socialt og fodboldfagligt,” fortæller den tidligere landsholdsspiller, der har rekorden for flest spillede landskampe – hele 210 kampe.

Tidligere har fonden blandt andre hjulpet Køge Nord FC og Stenløse BK til Holland, mens Jelling fS er kommet til Prag.

Udover økonomisk støtte til træningsture er det også muligt at søge om puljemidler, hvis man bliver ramt af uforudsete udgifter grundet ulykke eller sygdom. Én af dem, der har fået hjælp, er Mikkel Geer Kraul, der besejrede kræften og fik det år på efterskole, han altid har drømt om.

DBU´s Ungdomsfond kan søges frem til 15. april kl. 13, og du kan læse om ansøgningsprocessen her.