Erfaren Superligadommer indstiller karrieren

Michael Johansen ophører sin aktive karriere efter 12 år som dommer i den bedste danske række.

Erfaren Superligadommer indstiller karrieren
Michael Johansen i aktion under Superligakampen mellem Brøndby og FC København den 4. november 2018. Foto: Bodil Ott Chemnitz
Af: DBU Kommunikation

Når 2019/20-sæsonen af Superligaen fløjtes i gang juli, bliver det uden en af de mest rutinerede dommere i dansk fodbold.
Michael Johansen har valgt at lægge kortene og fløjten på hylden efter at have dømt 12 år på højeste plan i dansk fodbold og fire år som international FIFA-dommer.

Den 43-årige dommer ser tilbage på sin 26 år lange karriere med stor glæde og forklarer, hvorfor tiden nu er kommet til at bruge weekenden på andet end at styre begivenhederne på grønsværen.

”Jeg fik mit dommerkort i en alder af 17 år og havde dengang ikke forestillet mig, at jeg skulle afslutte mine sidste 12 år på højeste niveau i Superligaen. Det har været en fantastisk rejse og et privilegium at være topdommer og lede kampe på de største arenaer både i Danmark og udlandet,” siger Michael Johansen og fortsætter:

”Jeg kommer til at savne intensiteten og udfordringerne som kampens leder og ikke mindst det stærke sammenhold blandt dommerkollegaerne samt de mange gode oplevelser med spillere, trænere og holdledere. Det har været en livsstil at være topdommer igennem så mange år, og jeg føler, det er naturligt at stoppe på toppen med glæde og stolthed. En stor tak til alle, der har hjulpet mig på vejen.”

Lørdag dømmer Michael Johansen afskedskamp, når FC København og FC Nordsjælland støder sammen i Telia Parken i den sidste runde af Mesterskabsspillet. Og det er stort for ham at slutte karrieren i spidsen for en sand fodboldfest.

”At dømme i Danmarks nationalarena er altid en oplevelse, og jeg glæder mig enormt til kampen, som bliver noget helt særligt for mig,” siger Michael Johansen.

Michael Johansen blev Superliga-dommer i 2007, hvor hans første opgave var opgøret mellem OB og AC Horsens den 29. juli. I alt har Johansen fløjtet 190 kampe i den bedste danske række og uddelt 620 advarsler, 35 røde kort og 70 straffespark før han sidste kamp lørdag.

Johansen blev desuden FIFA-dommer i 2012 og har deltaget i 30 internationale kampe.

Log ind