MENU

To dommere rykker op i Superligaen

Jakob Sundberg og Aydin Uslu skal fra 2019/2020-sæsonen fløjte kampe i 3F Superligaen. De to dommere har henholdsvis fire og tre års erfaring fra 1. division.

To dommere rykker op i Superligaen
AF: DBU Kommunikation//

Når Superliga-bolden ruller igen fra fredag den 12. juli, bliver det med et par nye ansigter til at styre begivenhederne. Landets bedste række på herresiden får nemlig to nye dommere fra 2019/2020-sæsonen.

Jakob Sundberg og Aydin Uslu udgør de nye islæt med fløjten i munden og kortene i lommen. De rykker begge op i 3F Superligaen efter at have dømt henholdsvis de seneste fire og tre år i 1. division.

Sundberg er 29 år gammel og fik sin dommereksamen i 2006. Han rykkede i 2. division i foråret i 2014 og har fløjtet i alt 62 kampe i 1. division. Derudover var Jakob Sundberg 4. dommer tre gange i Superligaen 2018/2019.

31-årige Aydin Uslu klarede sin dommereksamen i 2006. Han dømte 2. division fra 2013 til 2016 og har siden stået i spidsen for 56 kampe i 1. division. Han var 4. dommer i 15 Superliga-kampe i den forgangne sæson.

Jakob Sundberg og Aydin Uslu erstatter Michael Johansen (karrierestop) og Peter Munch Larsen (nedrykning) i den bedste danske række.

3F Superligaen får også nyt blod blandt linjedommerne, hvor Deniz Yurkadul, Sune Feddersen og René Risum fremover skal flage for offsides. Henrik Larsen, Derya Oguz og Jannik Vinther har ophørt deres karrierer.

Ny dommer i den bedste kvindelige række
Også hos kvinderne træder en ny dommer op på den øverste skammel i dansk fodbold. 30-årige Fie Bruun skal fremover fløjte kampe i den bedste kvindelige række.

Bruun bestod sin dommereksamen i 2012. Hun dømte i kvindernes 1. division i den forgangne sæson og rykker allerede nu op i Kvindeligaen.

Log ind