Antallet af børn på fodboldskoler stiger

Årets første fodboldskoler løber af stablen på mandag, og der er fremgang i antallet af deltagere med over 23.000 tilmeldte. Nu handler det om at sikre, at børnene får gode oplevelser på fodboldbanen igennem hele sommeren.

Antallet af børn på fodboldskoler stiger
Foto: fodboldbilleder.dk
Af: DBU Kommunikation

Sveden løber langsomt ned ad hendes kind og drypper fra mundvigen, da hun pludselig sætter i sprint. Med et stort smil på læben og et koncentreret blik afleverer hun bolden til sin holdkammerat, skifter retning og modtager straks bolden igen. Alene med målmanden forsøger hun det vristspark, hun lige har lært, og til hendes store glæde sidder bolden helt oppe i hjørnet.

Sådan kommer det til at være for over 23.000 børn, når årets første fodboldskoler åbner mandag. Her snører en masse glade fodboldbørn de næste seks uger støvlerne over hele landet og dribler rundt på de danske boldbaner, hvor trænere er klar til at give dem en fantastisk oplevelse.

Det samlede deltagerantal har nu passeret sidste års 22.887 med 23.350 tilmeldte børn – og det tal vil stige yderligere, da billetsalget stadig er åbent.

Den positive udvikling glæder Bjarne Christensen, der er formand for børnegruppen i DBU.

”DBU Fodboldskole er et godt tilbud om en aktiv ferieuge for børn med en god kombination af bold, fællesskab, leg og læring. Børnene har det sjovt og får nogle gode oplevelser i deres sommerferie. Derfor er det glædeligt, at der fortsat er mange børn på fodboldskolerne,” siger Bjarne Christensen.

Han bakkes om af Bent Clausen, næstformand i DBU.

”Fodboldskolerne er vigtige for dansk fodbold, fordi de skaber fællesskaber og giver børn mulighed for at finde glæde ved spillet. Det er godt at se, at der er stor interesse for fodboldskolerne, fordi børnene er dansk fodbolds fremtid. Nu skal vi fortsætte det gode arbejde og sikre, at mindst lige så mange børn vil spille med i 2020,” siger han.

I år kan flere fodboldskoler desuden fejre 25 års jubilæum. Det gælder blandt andre Boldklubben Frem i Valby, Give Fremad, Jyllinge FC, Viby IF og Strib IF.

Der er mulighed for at købe billet til fodboldskolerne indtil den 22. juli klokken 09.00, hvor billetsalget lukker. Find mere information om årets fodboldskoler lige her

Billetfordelingen til årets fodboldskoler for drenge/piger:

  • Drenge: 19.226 (82,34%)
  • Piger: 4.124 (17,66%)
  • Total: 23.350

Log ind