Ny chance for EM-billetter til december

Kvalificerer Herrelandsholdet sig som håbet til EM næste sommer, får fanklubmedlemmer til december endnu en chance for at købe billetter til kampene med dansk deltagelse.

Ny chance for EM-billetter til december
Foto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk
Af: DBU Kommunikation

I disse dage udsender UEFA svar på lodtrækningen i forbindelse med den første ansøgningsfase af billetsalget til EM næste sommer, hvor der blev registreret mere end 19,3 millioner billetansøgninger til kampene. Herunder knap 1,4 millioner til kampene på dansk græs.

Og er du én af de danskere, der ikke havde held med at sikre billetter til kampene til næste års EM-slutrunde, så får du endnu en mulighed fra den 4. december, når næste fase af billetsalget til turneringen starter.

”Det er helt genialt, at så mange danskere gerne vil ind og se landsholds-drengene spille EM på hjemmebane – når de forhåbentligt kvalificerer sig.  Men der er desværre altså også en del, der er blevet skuffede over ikke at få de billetter, de havde ansøgt om,” siger landsholdets fankoordinator Anders Hagen og fortsætter:

”Med knap 1,4 millioner ansøgninger til kampene i Telia Parken har der været ekstraordinær stor interesse i første billetfase.  Men det er vigtigt som dansk landsholdsfan at huske på, at der til december kommer endnu en mulighed for at skaffe billet. Det er billetter til det danske fanafsnit, og her er der bedre mulighed for at få billet, da kun fanklubmedlemmer kan søge” siger Anders Hagen videre.

Der er dog et par ting, der skal være opfyldt, før du kan være en del af billetsalget, der starter den 4. december og slutter den 18. december.

Først og fremmest skal Herrelandsholdet i løbet af efteråret sikre kvalifikationen til EM-slutrunden næste sommer. For som deltagende nation får man tildelt en ekstra portion billetter til alle kampe, man skal spille til turneringen, Derudover skal man være medlem af Herrelandsholdet Fanklub for at kunne ansøge om billetter i denne fase.

De danske fans får ved denne ansøgningsfase adgang til 5.000 billetter til de danske kampe i Parken, og der vil også være mulighed for at købe billetter til landsholdets gruppekampe udenfor Danmark og knockout-kampe. Antallet af ”danske” billetter til disse kampe afhænger af, hvilket stadion der skal spilles på. Det står klart efter lodtrækningen, der er den 30. november.

Til kampene bliver puljen af tilgængelige billetter delt op således, at den ene halvdel bliver tilbudt de fanklubmedlemmer med flest loyalitetspoint, mens den anden del bliver tilbudt fans fundet gennem en lodtrækning mellem alle medlemmer af Fanklubben.

Det er værd at bemærke, at har man sikret sig billetter til kampe gennem den første ansøgningsfase, er det ikke tilladt at købe billetter i fase 2 til samme kampdatoer.

Det kan du læse meget mere om her – link til Q&A

Vil du melde dig ind i Fanklubben, kan du gøre det lige her – link til fanklubben

Log ind