MENU

U21 tager til Mexico på træningstur

Det danske U21-herrelandshold kvalificerede sig i oktober endnu engang til EM – og får nu mulighed for at optimere forberedelserne med en vintertur til Mexico fra d. 10 – 20. januar.

Når kulden og vinteren sætter sit store aftryk på græsbanerne i Danmark, vælger mange fodboldhold i stedet at sætte kurs mod syden og varmen for at få rigtigt græs under støvlerne og optimale rammer for opstarten mod den nye sæson.

Det gælder også den danske U21-landstræner Niels Frederiksen, der får optimale muligheder i forberedelsen på sommerens EM-slutrunde med en træningstur til Mexico i januar.

Det er primært spillere fra den danske Liga, som landstræneren har til rådighed efter aftale med klubberne.

”Det er altid rigtig godt at komme af sted på det tidspunkt, hvor træningsforholdene i varmen er noget bedre end i iskolde Danmark. Da vinterturen primært udgøres af spillere fra de danske klubber, er det også en gylden mulighed for os som trænere til at se bredden i vores U21-trup og få set nogle af dem, der kan komme i spil til den endelige EM-trup,” siger Niels Frederiksen, der glæder sig over udsigten til både at have ’lidt nye’ og ’lidt gamle’ spillere med til Mexico:

”Det er fint, at vi allerede nu får en mulighed for at få kendskab til de relativt unge spillere, der står på kanten af det næste U21-landshold. Det giver en naturlig og god overgang på holdet, og styrker det – og er noget, som vi har rigtig god erfaring med tidligere,” siger Frederiksen, der understreger, at der ud over kampene også vil have et højt fokus på træning:

”Når vi tager afsted i januar bliver der også mulighed for at træne en masse. Det er jo i spillernes opstartsperiode, og der skal vi sørge for at vi får trænet rigtig godt med dem. Dem der er hjemme i klubberne træner jo hårdt i den periode, og det skal vi selvfølgelig også gøre med vores spillere.”

Danmark, der er afsted fra d. 10 – 20. januar 2019 møder efter planen Mexicos U21-landshold, samt en endnu ikke planlagt modstander. Og det ser landstræneren frem til:

”At møde et mexicansk landshold vil være rigtig god erfaring for os. Det giver rigtig meget at møde nogle helt andre fodboldkulturer, der opfatter fodbold på en lidt anden måde, end vi måske gør og er vant til. Vi er meget struktureret og organiseret i dansk fodbold – det er er de knapt så meget. Så det er godt for vores spillere at finde ud af, hvad den form for fodbold kan give os af muligheder i spillet – men også, hvad det er for nogle ting, vi skal være dygtige til at håndtere mod netop en sådan modstander,” slutter Frederiksen

Allerede i aften møder Danmark dog Spanien i den første af en række testkampe frem mod EM. Kampen kan ses på 6’eren og har kick off kl. 20.


Log ind