Ea fra Kolding Q: Vil gøre publikum stolte!

Det danske U17-pigelandshold har hjemmebanefordelen i den første runde af EM-kvalifikationen i Kolding. Lokale Ea Rasmussen glæder sig til at spille foran sine fans, og vil gøre alt for at gøre danskerne stolte.

Kolding Stadion ligger græs til, når Danmark på søndag og ugen frem spiller den første runde af EM-kvalifikationen. Vante græsstrå for 16-årige Ea Rasmussen, der til daglig spiller midterforsvar i Kolding Q. Hun håber på, at hjemmebanefordelen også giver mange kendte ansigter på tribunerne til Danmarks tre kampe:

”Det særlige ved at spille på hjemmebane er, at der forhåbentlig kommer masser af tilskuere på tribunen – også mange, som jeg kender. Det betyder, at der er mere at spille for, for man vil så gerne gøre folk stolte, når de er kommet for at se os,” siger Ea Rasmussen.

Det danske landshold møder Wales, Frankrig og Kasakhstan, og landstræner Kristian Mørch aner gode danske muligheder for avancement til anden runde af EM-kvalifikationen.

”Vi har gode muligheder for at slå Kasakhstan, men vi skal forvente, at Frankrig er et stærkt hold og en god matching for os. Derfor er det faktisk den første kamp mod Wales, der bliver den mest afgørende, for det er nummer 1 og 2, der går videre fra puljen. Det er aldrig før sket, at et dansk U-landshold er røget ud i første runde af kvalifikationen – og det forventer jeg bestemt heller ikke sker i denne omgang,” siger Kristian Mørch.

Hos Ea Rasmussen er der også masser af optimisme at spore om Danmarks chancer:

”Jeg forventer klart, at vi bliver nummer 1 i gruppen. Vi har i hvert fald rigtig gode muligheder – og så glæder vi os bare helt vildt!” fortæller Ea fra holdets landsholdslejr i Kolding.

Du kan opleve det danske U17-pigelandsholds rejse mod EM på Kolding Boldklubs baner på Mosevej. Der er gratis entré til alle kampene. I dagene op til og mellem kampene er der desuden masser af aktiviteter for fodboldinteresserede fans. Følg med i det hele og se meget mere på Facebook på siden ”Pigelandsholdene”. 

Log ind