Idrætsforeninger løfter integrations-opgaven

Alt fra sprogundervisning til mentorforløb for flygtninge bliver i den lille by Tune varetaget af den lokale idrætsforening.

Idrætsforeninger løfter integrations-opgaven
FOTO: MORTEN FRIIS
Af: Julie Dalsgaard

 

”Placér flygtningeboligerne ved siden af idrætsklubben, og så skal vi nok tage os af dem.” Så klar lød beskeden til Greve Kommune, da det blev klart, at kommunen skulle tage imod en gruppe flygtninge. 

Og som ønsket, sådan blev det. For Tune Idrætsforening hørte om planerne om nye tilflyttere og besluttede sig for at se flygtningenes ankomst som en mulighed fremfor en belastning. Allerede inden flygtningene var rykket ind i den lille by udenfor Roskilde, havde idrætsforeningen arrangeret sprogundervisning, mentorforløb og månedlig fællesspisning – og siden da er praktikforløb, juleaftener og sommerfester kommet til.

”Vi er 5000 indbyggere i Tune og meget lokalt foregår gennem idrætsforeningen, så det er oplagt at vi tager det ansvar,” siger Pauli Christensen, der er næstformand i Tune Idrætsforening. 

Meget mere end idræt

Ny forskning fra Syddansk Universitet peger på, at foreningslivet påtager sig opgaver, som ligger uden for idrætslivet og foreningens sportslige formål, og i visse tilfælde også går ind over opgaver, der traditionelt ligger hos kommunerne.  

For Tune Idrætsforening har det været et spørgsmål om, at folk som Pauli Christensen følte, at foreningslivet har noget særligt at byde på, når det kommer til forstå dansk kultur og til at skabe netværk, venskaber og arbejde.

”Vi ser flygtningene som en ressource i stedet for et problem,” siger Pauli Christensen, der har været mentor for tre af de nye Tune-borgere. 

”De er jo medlem af fodboldklubben på lige fod med alle os andre. Folk går jo hjem og siger: ’der er sgu også en muslim i klubben nu.’ Al den der frygt for de fremmede forsvinder jo,” siger Pauli Christensen.

Og for Mazen Khaled Rasoul har mødet med det danske foreningsliv gjort en stor forskel:

”Det betyder meget for mig. Jeg er fra Syrien, og du ved, hvordan Syrien er nu. Der er krig, og vi tænker meget på vores familie og venner. Men når jeg spiller fodbold, så glemmer jeg alle de ting,” siger han. 

Et lokalfænomen 

Foreninger som Tune IF ser sig selv som foreninger for et lokalområde i højere grad end som repræsentant for en given sportsgren. Det fortæller Bjarne Ibsen, der er professor ved Center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund ved Syddansk Universitet, og en af forskerne bag undersøgelsen af foreningslivets forhold til kommunerne. 

”Det er min antagelse, at det langt mere er en tendens man ser i lokalsamfundene end i f.eks. storbyen. Den samme form for forpligtelse er ikke nødvendigvis til stede i de større byer,” siger Bjarne Ibsen.

Log ind