Lars Søndergaard skal stå i spidsen for kvindelandsholdet

Den tidligere Superliga-træner, Lars Søndergaard, blev i dag præsenteret som ny landstræner for det danske kvindelandshold. En fantastisk udfordring og masser af ny erfaring venter i fremtiden ifølge landstræneren selv.

Til eftermiddag blev danskerne klogere på, hvem der fremover skal stå i spidsen for de danske EM-sølvvindere. 58-årige Lars Søndergaard har skrevet en kontrakt til sommeren 2021 med DBU om landstrænerposten, og det er en spændende opgave, der venter, ifølge den nye landstræner selv:

”Det her er en ny og særdeles spændende udfordring for mig. Jeg har tidligere været træner i den østrigske Bundesliga og Superligaen i Danmark, men dét at få chancen for at træne sit lands landshold – det er altså noget helt specielt og fodboldfagligt interessant at træne de bedste af de bedste,” siger Lars Søndergaard. 

Landstræneren har tidligere stået i spidsen for AaB, SønderjyskE, Viborg FF og Red Bull Salzburg, og kvindelandsholdet bliver første gang, at Søndergaard skal prøve kræfter med kvindefodbolden. 

”Dét at træne et kvindelandshold er noget nyt for mig. Men det er ny erfaring og ikke mindst en spændende udfordring – noget, som jeg altid har søgt efter i min karriere,” siger Lars Søndergaard. 

Den nye landstræner blev præsenteret af Lene Terp, talentudviklingschef i DBU, der sammen med et ansættelsesudvalg har stået for ansættelsen: 

”Med Lars Søndergaard får kvindelandsholdet en landstræner med cheftrænererfaring fra øverste hylde i både Danmark og udlandet og med en solid fodboldfaglighed. Han har egenskaberne til at fortsætte den gode, sportslige udvikling for kvindelandsholdet, som førte til EM-sølv i sommer, og som forhåbentlig kan føres endnu længere ud i fremtiden,” siger Lene Terp. 

Lars Søndergaard tiltræder som landstræner pr. 1. januar. Han overtager posten fra Nils Nielsen, der stoppede som landstræner for kvindelandsholdet i september i år. 

Lars Søndergaards første opgave som landstræner bliver kampen mod verdensmestrene fra USA 21. januar 2018.

Log ind