DBU: Talenterne bliver dygtigere

Fra 1. juni er det igen muligt at indstille U14-pigetalenter årgang 2003 til DBU’s talenttræning. Og for DBU er budskabet klart – de danske pigetalenter er blevet både dygtigere og i bedre form, når de rammer talentcentrene.

Hvert år udvælges ca. 150 pigetalenter fra klubber over hele Danmark til at deltage på DBU’s seks talentcentre.
 
Og selvom mængden af indstillede talenter ligger på et nogenlunde stabilt niveau på ca. 550 indstillede piger, så er niveauet hos de mange talenter løftet i de senere år.
Ifølge DBU talenttræner Thomas Rasmussen er de danske talenter nemlig blevet både bedre og er kommet i bedre fysisk form, når de rammer DBU’s talentcentre
 
”Det, vi kan se, er, at de piger, der kommer ind, er på et højere niveau fodboldmæssigt end tidligere – både når det kommer til teknik, taktisk forståelse og ikke mindst den fysiske form. Det positive er, at pigerne er utroligt dedikerede omkring deres fodbold og viljen til at blive bedre, og det gør vi år for år har kunnet hæve ’overliggeren’ omkring indhold i træningen og forventninger til den enkelte spillers udvikling,” fortæller Thomas Rasmussen, der glæder sig over udviklingen:

”Om det skyldes et større træningsfokus fra pigerne, eller om rammerne i deres klubber er blevet løftet, er svært at konkludere på, men der er ingen tvivl om, at vi ser et højere niveau i dag end tidligere,” siger Thomas Rasmussen.
 
Men selv om niveauet er løftet på første niveau i selekteringen frem mod de danske landshold, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan blive meget bedre. 

En nylig undersøgelse under navnet ’Pigernes stemme’ har blandt andet vist, at 40 procent af pigerne føler sig nedprioriteret i forhold til drengene ude i klubberne.
 
”Vi vil da gerne have endnu flere klubber, der indstillede spillere til DBU’s talenttræning – og det kræver, at vi i både DBU og klubber sætter et fortsat fokus på at optimere rammerne ude i klubberne – både for træningen, men også for det, der hører med i en klub uden for banen – så vi kan sikre en fortsat stor talentmasse at vælge ud fra samt fastholde et højt niveau på vores landshold,” slutter Thomas Rasmussen.
 
Læs mere om kriterier for indstilling af årgang.
 
Der åbnes for indstilling af U14-pigetalenter fra alle landets klubber den 1. juni 2016. De spillere, der bliver indstillet fra klubberne, vil blive tilbudt deltagelse i minimum én udtagelsessamling, og ca. 150 spillere på landsbasis bliver tilbudt deltagelse i DBU’s U14 talenttræning i 2016/17.
 

Log ind