Fodboldskolen forener familien

DBU´s Fodboldskole i Saltum er et fælles omdrejningspunkt for én families sommerferie. Og sådan har det været i mange år.

Saltum_500
Marie (venstre) og Clara (højre) på fodboldskolen i Saltum. Foto: Privat

Det kan være svært at samle familien på tværs af det danske land. Men familien Price-Pejtersen/Cordes har fundet en løsning, der skaber glæde for både børn og voksne i familien.

Hver sommer samles de i sommerhus i Saltum ved Vesterhavet i det nordjyske. Med et helt særligt, fælles omdrejningspunkt: DBU´s Fodboldskole i Saltum IF.

Den lille nordjyske klub huser én af landets mindre fodboldskoler med kun 40 deltagere - men det er netop hyggen og intimiteten på skolen, der hvert år trækker familiens to teenagedøtre, Clara og Marie på 13 år, tilbage til Saltum med fodboldstøvlerne i kufferten.

Selvom de to piger kommer fra henholdsvis Hvidovre og Nykøbing Falster, er det blevet en tilbagevendende tradition at mødes om deres fælles interesse, fodbolden, hvert år, når familien holder ferie. Derfor har de de seneste tre år brugt ferieugen i det jyske på grønsværen sammen med flere andre fodboldglade piger – ifølge de to kusiner den bedste måde at holde ferie på.

”Normalt spiller vi jo i to forskellige klubber, så det er så sjovt, at vi kan være sammen om vores fælles interesse på fodboldskolen,” fortæller Clara og Marie understreger samtidig, at det altså er ret så dejligt at have sin kusine ved sin side på fodboldskolen:

”Det er specielt rigtig dejligt den første dag, for der er mange nye mennesker,” siger Marie.

De mange nye mennesker bliver dog hurtigt til nye bekendtskaber, og de to piger vender altid hjem fra fodboldskolen med mange nye venskaber i baggagen. Én af de ting, de to piger fremhæver mest ved fodboldskolen i Saltum:

”Vi var så heldige at komme på et rent pigehold i år, og i år kendte vi også flere af pigerne, som også var med sidste år. Det er venner, som man også sagtens kan mødes med i efterårsferien, selvom fodboldskolen for længst er slut,” fortæller de to piger.

For familien Price-Pejtersen/Cordes er én ting i hvert fald sikker – ferien går til Saltum og fodboldskolen igen næste sommer!


Log ind