Hjørring og JB Futsal tog DM-guldet

Favoritterne fra Fortuna Hjørring tog DM-guld på hjemmebane hos kvinderne, mens JB Futsal løb med DM-guldet for herrerne.


Foto: Finn Lassen - Fortuna Hjørring løb med DM-guldet hos kvinderne.


Dagens kampe ved DM i futsal tog over hvor semifinalerne sluttede lørdag – med masser af fight, intensitet og ikke mindst mål.

For første gang i historien blev kvindernes og herrerenes Final 4 afviklet samlet over to dage. Hallen, Park Vendia, i Hjørring var rammerne om denne event, hvor det hurtigt blev en konstatering af magtforholdene i dansk futsal pt, hvor de jyske kvindehold vandt henholdsvis 6-2 og 14-1 over holdene fra den anden side af bæltene. For herrerene var styrkeforholdet ligeså udpræget, men med modsat fortegn. Her vandt øst-holdene henholdsvis 7-2 og 7-1 over de jyske deltagere.  

Det vil sige at der i søndagens kampe var tale om ”lokalopgør” på den store skala. 

Første kamp var bronzekampen mellem Sundby Boldklub og Roskilde Pigefodbold. Begge hold var indstillet på at revanchere sig fra semifinalerne inden deres lange tur tilbage til Sjælland. Det vidste sig også at blive en god og velspillet kamp, hvor halvlegsresultatet var på 2-2. Anden halvleg vidste sig at være ligeså jævnbyrdig, hvor Sundby trak det længste strå med 2 mål og derved vandt kampen 4-2.

Anden kamp skulle have været bronzekampen mellem Kolding IF og Lystrup Futsal. Kolding IF kunne dog ikke stille hold grundet skader og manglende opbakning fra klubbens fodboldafdeling. Kampen blev derfor en showkamp mellem et blandet hold fra Kolding og det lokale Liga Vest hold fra Lundergaard mod bronzevinderne fra Lystrup Futsal. Lystrup har haft en stor sæson i Liga Vest, hvor deres hjemmekampe har været et tilløbsstykke med deres fredagskampe og mellem 200-300 tilskuere til hver kamp. Stort tillykke med en vellykket sæson og fortsætter denne fremgang, bliver holdet en seriøs bejler til finalen i 2017. 

Dagens store kamp i det jyske var finalen mellem Skovbakken Kvindefodbold og de lokale piger fra Fortuna Hjørring. Der var imponerende stor opbakning til det lokale hold, der takkede for denne opbakning ved klart at være det bedste i dette års Final 4. Kampen endte 6-1 til Fortuna, der drog stor nytte af sine udenlandske spillere, der er opvokset med futsal, hvor specielt brasilianske Tamires Gomes og stævnets bedste spiller, serbiske Nevena Damjanovic var i øjenfaldende med deres futsal-forståelse og teknik. 

Anfører og fodbold-landsholdsspiller Line S. Jensen fra Fortuna havde efterfølgende stor ros til setuppet i hallen og de mange tilskuere: 

”Vi har vist at kvinder sagtens kan spille futsal og være med på det tekniske niveau. Vi har samtidig også brugt Tamires og Nevena meget, da de kender futsalspillet i forvejen og har hjulpet os til at kunne sætte en mand af og ellers kommet med rigtige gode input”. 

Samtidig lagde Line S. Jensen også vægt på, at futsal er en god opstart til fodboldsæsonen, da der kommer noget teknik i benene sammen med det sammenhold disse kampe giver. Især når det ender med guld. 

Dagens anden store finale stod mellem JB Futsal Gentofte og København Futsal, hvilket var en gentagelse af finalerne i 2013 og 2014, hvor det er blevet til en sejr til hver mandskab. 2016 viste sig at blive ligeså intens som i de forgangene finaler. Det var tydeligt at de to hold havde set hinanden an fra ligaen, da første halvleg endte med 1-0 til JB efter flot opspil af de to landsholdspillere Louis Veis og Morten Larsen med sidstnævnte som målscorer. Intensiteten fortsatte i anden halvleg, hvor JB kom på 2-0 ved Andreas Birkedal, der flot retter et langskud af med hælen. København svarede hurtigt igen ved et flot langskudmål af Moussa Ajanne. 

Til slut spillede København med flying goalkeeper, for at indhente det mål, der skulle give forlænget spilletid. Dette resulterede i et flot langskudsmål af JB’s Mads Falck der sneg sig ind til 3-1 via stolpen i det tomme mål. Derefter pressede København endnu mere og efterlod et frit mål, hvilket Mads Falck endnu engang udnyttede til 4-1, hvilket også blev kampen resultat.     

Log ind